Anita Christensen og hendes søster er til eftermiddagskaffe hos deres forældre. Deres far går selv et par skridt fra lænestolen til kaffebordet – og det er stort. Det er nemlig ikke lang tid siden, at han ikke engang kunne stå selv.

- Hver dag er en hård kamp for at komme ovenpå igen, lyder det fra datter Anita Christensen.

I dag kan deres far klare hverdagen ved hjælp af et iltapparat og hjemmehjælp, efter han blev syg med corona og lå i respirator på intensivafdelingen på Sygehus Sønderjylland i knap seks måneder.

- Man kan simpelthen ikke forestille sig, hvad man går igennem, før man selv står i det. Det har virkelig været barskt, lyder det fra datter Anita Christensen, som sammen med sin søster og mor overvågede Bent Christensen under de seks måneder i respirator. 

Svævede mellem liv og død

Bent Christensen var en aktiv mand, før han blev smittet med coronavirus kort før juleaften 2020.

- Min far hjalp både os børn og naboerne. Han har blandt andet hjulpet os meget med vores hus. Han har både revet tagplader af og gravet ud til gulv, fortæller datter Dorthe Christensen Pabst.

Ingen havde derfor drømt om, at det nærmest ville tage livet af Bent Christensen, da han som resten af familien blev smittet med coronavirus. Men Bent Christensen måtte indlægges og kom først fra sygehuset efter otte måneder. En periode hvor han flere gange svævede mellem liv og død.

- Vi har været derude, hvor vi har skullet leve fra minut til minut. Jeg turde ikke gå fra min telefon, så den har jeg også haft med på toilettet, fordi man vidste aldrig, hvornår lægerne ringede og kaldte os ind, fortæller en meget berørt Anita Christensen.

Men de to søstre og deres mor gav aldrig op. Selvom Bent Christensen lå i respirator, gav de ham pep-talks og sang for ham.

- Vi har haft nogle få øjeblikke, hvor vi tvivlede på, om vi holdt ham i live for vores egen skyld. Men vi kunne mærke, at han var der, og vi skulle blive ved med at kæmpe for ham, fortæller datter Dorthe Christensen Pabst.

Et helt andet liv efter sygdommen

Det lykkedes Bent Christensen at vinde over coronaen. Den 18. august kom han hjem igen, men det var til et helt andet liv.

- Han kunne kun lige sidde op, men ellers skulle han liftes, og han kunne kun lige holde om en kop. Han skulle have hjælp til alt, husker Anita Christensen tilbage.

Men i dag kan hendes far gå et par skridt og komme omkring med en rollator. Han er nået langt i genoptræningen, selvom han langt fra kan det, som han kunne før.

- Han bliver selvfølgelig ked af det, når vi taler om det, og det er svært for ham at acceptere den nye tilværelse, men hvor er det beundringsværdigt, som han kæmper, lyder det fra datter Anita Christensen.

Flere ældre kommer på intensiv

Bent Christensen og hans familie er ikke de eneste, der har stået i et dilemma omkring, hvor langt de skal gå for at redde deres pårørendes liv.

Der bliver indlagt stadigt flere patienter på intensivafdelingerne. Gennemsnitslevealderen bliver nemlig højere, så der kommer flere ældre, som kræver behandling.

I 2013 udgjorde antallet af patienter over 70 år på intensivafdelingen på Sygehus Sønderjylland 46 procent. I 2021 lå tallet på 54 procent. Desuden kan man behandle mere. Derfor kan pårørende og læger hurtigt komme til at stå i dilemmaer omkring, hvor langt de skal gå i behandlingerne.

- Hvis det er sådan, at de får infektion på infektion på infektion, hvor meget skal vi så behandle? Hvor langt skal vi gå? Vi kan jo ikke tage en krystalkugle og forudsige, gavner det her patienten, forklarer Gunhild Kjærgaard-Andersen fra Sygehus Sønderjylland.

Nyt projekt skal undersøge livskvaliteten

I et nyt projekt vil hun derfor undersøge, hvordan en indlæggelse på en intensivafdeling kan ændre ældre patienters liv, og hvordan livskvaliteten blandt de overlevende er bagefter.

- Vores succeskriterie har jo været: Patienterne kommer ind, vi behandler og udskriver dem i live. Men hvordan er livskvaliteten bagefter? Det får vi jo ikke at vide, men jeg synes, det er vigtigt at høre, siger overlæge og forsker Gunhild Kjærgaard-Andersen fra Sygehus Sønderjylland.

Derfor vil hun interviewe nogle af de skrøbelige, ældre intensivpatienter og deres pårørende.

- Vi har jo vores faglige viden, men også ved at få patienternes og de pårørendes vinkel med så er det en brik til det store puslespil, som man skal lægge, når man skal sige, skal vi behandle, eller skal vi ikke behandle, forklarer Gunhild Kjærgaard-Andersen.