Voldsomt uvejr aflyser fodboldkamp og spærrer motorvej
Kraftigt tordenvejr og skybrud trækker over Sydvestjylland søndag eftermiddag og har aflyst 1. divisionskamp i Esbjerg.
Når svalen sine vinger mod jorden daske, man snart vil høre regnen plaske.
Om svalen har givet tegn eller ej, så falder regnen søndag eftermiddag over Syd- og Sønderjylland.
Jeg kan ikke mindes så kraftigt et regnvejr.
Michael Thomsen, indsatsleder, Sydvestjysk Brandvæsen
Vandmasserne er særligt store i Sydvestjylland, hvor Sydvestjysk Brandvæsen melder om kloakdæksler, der bliver presset op af vandmasserne. Desuden er en tunnel i Esbjerg, der er kendt som Viadukten, oversvømmet af regnvandet.
- Kloakdækslerne skyder op alle steder. Jeg kan ikke mindes så kraftigt et regnvejr i min tid som brandmand, siger indsatsleder ved Sydvestjysk Brandvæsen Michael Thomsen, der har været brandmand siden 1983.
Tordenvejret og regnen er så voldsom søndag eftermiddag, at 1. divisionskampen mellem fodboldholdene EfB og Vendsyssel FF er blevet aflyst efter første halvleg på grund af torden. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Kampen skulle have foregået på Blue Water Arena i Esbjerg.
Esbjerg. Fodboldkampen på Blue Wather Arena i Esbjerg er blev afbrudt pga. torden vejr. Politiet er tilstede for at sikre, at tilskuerne forlader stadion i god ro og orden. Vi opfordre jer til at følge anvisningerne på stedet og komme godt hjem. Vagtchefen. #politdk
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) July 25, 2021
Motorvej spærret
Vandmasserne har også betydning for trafikken. På E20 motorvejen mellem afkørsel 75 og 76 er der flere steder, hvor kørebanen er oversvømmet af vand.
Politiet var søndag til stede på strækningen og opfordrede trafikanter til at køre stille frem.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Esbjerg Motorvejen. Vi opfordre trafikanterne til at nedsætte hastigheden på motorvejen Imellem afkørsel 75 og 76, Esbjerg N og Esbjerg Ø. Vi har en tavlevogn på vej til stedet. Vagtchefen. #politidk pic.twitter.com/FhlnOsJPow
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) July 25, 2021
Varsel om farligt vejr
DMI har udsendt et varsel om farligt vejr fra søndag eftermiddag og indtil mandag aften. Det skriver de på deres hjemmeside.
Risikoen for skybrud og kraftig regn fortsætter ud på natten, men det forventes, at uvejret på det tidspunkt vil være over Østjylland og Fyn.
Ved skybrud skal der falde mere end 15 mm regn på 30 min og ved kraftig regn mere end 24 mm på 6 timer.