Unge kan få 25.000 kroner - Ganske gratis
70 unge får nu penge til at rykke tættere på en uddannelse eller et job. Det skal give dem motivation til at komme i gang. Esbjerg kommune er udvalgt af fond, som giver økonomisk støtte.
- Hej og velkommen til programmet "Fuck, vi er voksne", siger hun i en mikrofon.
Athena Jørgensen Pedersen sidder ved et lille bord med fire mikrofoner i et lille studie i kælderen under Vindmøllen, som er en kommunal indsats for at få unge i arbejde eller i uddannelse.
Hun elsker at lave podcast og radio og kan sagtens se muligheden for at dygtiggøre sig med kurser. Men hun har tjekket priserne.
- De koster ofte 50-60.000 kr. Det har jeg ikke råd til, så jeg har hidtil opgivet at komme på sådan et kursus, men måske kan jeg få det nu, hvis kommunen altså også vil give mig den anden del af beløbet, siger hun.
Jeg kan roligt sige på hele udvalgets vegne, at vi er begejstrede
Jakob Lykke, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Socialdemokratiet
Vil være sanger
Dok-dok-dok
Magnus Edsen-Johansen Nonbo, 18 år, giver stemmejernet nogle stille slag. Han arbejder i træværkstedet på Vindmøllen. Men han drømmer om en karriere i musikbranchen.
- Hvis jeg fik 25.000 kr., ville jeg bruge dem på musikgrej, så jeg kunne komme i gang.
- Kan du ikke bare gøre det?
- Jeg har desværre ikke pengene og kan ikke spare noget op af min uddannelseshjælp, siger den 18-årige mand.
Et skridt nærmere
De 25.000 kroner er det beløb, som 70 unge i Esbjerg Kommune i alderen 18-30 år snart kan modtage. Hvis de er arbejdsløse og viser motivation til at bruge dem i forbindelse med et muligt job eller en uddannelse. Eller rettere et kursus eller andet, der betyder, at de kommer nærmere et job eller en uddannelse.
Det kan for eksempel anvendes til IT, transport (fx. kørekort), terapi, kurser m.v.
- Det er et fantastisk tilbud, vi her har fået. Jeg kan roligt sige på hele udvalgets vegne, at vi er begejstrede, siger formanden for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Jakob Lykke, Socialdemokratiet.
Lovende resultat
Tilbuddet kommer fra fonden Lind Foundation. De har netop i to år i samarbejde med Aarhus Kommune og Center for Social Nytænkning kørt et pilotprojekt med 20 unge.
- Resultaterne var så lovende, at vi nu gerne vil udvide projektet i flere kommuner, hvoraf Esbjerg kommune er en af dem, siger Jens Bruun, CEO i Lind Foundation.
Politikerne i Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune har nu nikket ja tak til samarbejdet.
De 70 unge skal vælges ud fra disse kriterier:
De skal modtage uddannelseshjælp.
De skal have været ledige i mindst 26 uger.
De må ikke være åbenlyst uddannelsesparate.
De må ikke stå forud for at afsone en dom, have et kendt misbrug, som forhindrer fremmøde i uddannelse eller job, og de må ikke være hjemløse.
Medbestemmelse
De unge får et beløb på op til 17.500 kr. stillet til rådighed (betalt af fonden). Derudover skal Esbjerg Kommune bruge 7.500 kr. på hver af de unge.
- Den unge har medbestemmelse her, og det er vigtigt, men der er ikke fuldstændig valgfrihed, siger sektionsleder i Jobcentret Peter Nikolajsen.
Netop medbestemmelsen og de unges interesse er nøgleord i projektet.
- Hvis vi skal have varige forandringer for de unge, er det vigtigt, at vi baserer arbejdet på de unges motivation, siger CEO i Lind Foundation, Jens Bruun.
Lind Foundation
Lind Foundation er en almennyttig fond, der blandt andet støtter metodeudvikling inden for social- og beskæftigelsesområdet, herunder metoden ”ungebudgetter”. Man kan ikke søge penge fra fonden - den henvender sig selv til organisationer, som den ønsker at indlede et samarbejde med.
Citat: Esbjerg Kommunes dagsorden for Social- og arbejdsmarkedsudvalget
Større drøm
Faktisk har Athena Jørgensen Pedersen en anden større drøm end at blive dygtigere til at lave podcast og radio. Hun vil nemlig gerne have en uddannelse indenfor ernæring. Men også disse kurser er for dyre for hende.
- Måske kan jeg kombinere det og lave podcast og radio om unges ernæring og på den måde gøre en forskel, siger hun.
De unge i målgruppen kan udpeges i august og få adgang til ungebudgetterne fra september 2024.
Der er aktuelt 570 unge modtagere af uddannelseshjælp i Esbjerg kommune.