Ung ju-jitzu-kæmper fra Ribe overraskede alle til EM
Jacob Lund fra Ribe vandt lørdag en bronzemedalje ved EM i ju-jitzu, der afholdes denne weekend i Zagreb.
I denne weekend deltager den 21-årige Jacob Lund i sit første internationale mesterskab i seniorrækken i den japanske kampsport ju-jitsu.
Derfor havde Jacob Lund ikke skruet forventningerne til sig selv alt for højt op forud for stævnet.
Jeg er fyldt med en følelse af umådelig meget glæde og taknemmelighed
Jacob Lund, ju-jitsu-kæmper
Da ripenseren alligevel stod med en bronzemedalje om halsen lørdag aften, var glæden derfor enorm.
- Jeg er fyldt med en følelse af umådelig meget glæde og taknemmelighed. Begge dele går i retning af mine holdkammerater, mine trænere og ikke mindst mine forældre og min kæreste derhjemme. Det her ville aldrig være sket, hvis ikke det var for deres store opbakning, siger Jacob Lund.
Flere medaljer til Ribe
Den unge ripenser, der til dagligt arbejder som tømrer, var på gulvet i fire kampe, hvoraf tre endte i hans favør.
Deltagelsen i stævner har ofte været forbundet med skader for danskeren, der kæmper i 69-kilo-klassen. Men lørdag virkede alt for debutanten.
- Mine trænere hjalp mig med at holde fokus og udnytte det, at jeg var ny. Hvilket fik tingene til at klappe, og så kulminerede det med en bronzemedalje, fortæller Jacob Lund.
Hans klubkammerat Jeppe Tellund har også været på podiet under stævnet i Zagreb. Det skete fredag, hvor han tog sølv i 62-kilo-klassen til den sydvestjyske klub.
Søndag kan Danmark få sin sjette medalje ved EM i ju-jitzu, når den står på holdkamp.