Tre personer anholdt for hjemmerøveri
Intensiv efterforskning af et hjemmerøveri førte tirsdag til anholdelse af tre personer, som alle er mistænkt for at have begået hjemmerøveri mod en 39-årig mand i Esbjerg den 17. juli.
Det er Syd- og Sønderjyllands Politi, der har efterforsket røveriet, som blev begået ved højlys dag.
Efterforskningen har ført til anholdelse af tre personer, der alle bor i Sønderborg Kommune.
De anholdte er to mænd på 29 og 41 år samt en 22-årig kvinde. De fremstilles alle i grundlovsfor i dag, onsdag, klokken 11.30, sigtet for røveri mod person i egen bolig.
I forbindelse med efterforskningen er politiet i øjeblikket til stede på Mådevej i Esbjerg, hvor de forventer at opholde sig det meste af eftermiddagen.