To dømt for at smugle 24 personer fra Esbjerg til England
To iranske mænd på 36 og 38 år er blevet idømt i alt tre års fængsel i en sag om menneskesmugling under særligt skærpede omstændigheder.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Dommen faldt fredag ved Retten i Esbjerg.
De to mænd har siden efteråret 2022 smuglet i alt 24 personer til en havn i Immingham i England via lastbiltrailere på Esbjerg Havn, fremgår det.
Her udså de to mænd sig egnede trailere, som de kunne gemme folk i, hvorefter de skulle om bord på godsfærger til England.
De 24 personer kom blandt andet fra Syrien, Iran og Albanien. De opholdt sig ulovligt i Danmark i en lejlighed i Esbjerg Kommune, hvor de blev udstyret med mad og soveposer inden smuglingen.
Menneskesmuglingen foregik frem til den 17. februar i år, hvor de to iranske mænd blev anholdt og varetægtsfængslet.
Den 36-årige blev idømt et år og tre måneders fængsel, og erkendte i et begrænset omfang. Den 38-årige blev idømt et år og ni måneders fængsel og nægtede sig skyldig. De modtog begge dommen og er nu varetægtsfængslet.
Bag kortlægningen af sagen står et samarbejde mellem de engelske myndigheder og Udlændingekontrolafdeling Vest i Padborg og en efterforskning i specialenheden, fremgår det.