Ti elever risikerer sygeeksamen efter forsvundne eksamensopgaver
Det er lykkedes Bruno Kristensen, som er pædagogisk IT-vejleder på Vitaskolen i Esbjerg, at genskabe 80 procent af de 51 forsvundne eksamensbesvarelser.
Det betyder, at omkring 10 elever skal til sygeeksamen til december. Altså, et halvt år efter de har afsluttet folkeskolen.
Skoleleder, Ole Lerke håber, at han kan overbevise Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som er myndighed på det, (STUK) om et alternativ, skriver Ole Lerke i en SMS til TV SYD.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet oplyser, at der ikke er hjemmel til at ophøje de afsluttende standpunktskarakterer til prøvekarakterer.
- I forbindelse med muligheden for ophøjelse af afsluttende standpunktskarakterer til prøvekarakterer under Covid-19 var der tale om nødlovgivning, som blev vedtaget på baggrund af en ekstraordinær situation, som krævede en politisk beslutning og blev indført med virkning for alle landets elever, skriver de i et skriftligt svar til TV SYD.