Rigmand deler 100.000.000 kroner ud til sin hjemby
Erhvervsmanden Johan Hoffmann overdrager i en alder af 87 år den endelige del af ejerskabet af virksomheden Hoffmann Esbjerg Holding A/S til sine døtre, og det kommer flere i Esbjerg til gode.
Flere steder i Esbjerg kan se frem til en økonomisk håndsrækning, når erhvervsmanden Johan Hoffmann giver stafetten til sine tre døtre i form af ejerskabet af virksomheden Hoffmann Esbjerg Holding A/S.
87-årige Hoffmann donerer nemlig 100 millioner kroner til forskellige initiativer i byen. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Johan Hoffmann er stifteren af dyremadsproducenten Arovit Petfood, som i år 2000 blev solgt til udlandet i en milliardhandel.
- Min oldefar var med til at grundlægge Esbjerg Havn, og selv fik jeg mulighed for at foretage det heldige skridt at flytte Arovit fra Nordre Fourfeldtvej til et nybygget industrihus på 3.300 kvadratmeter i Kjersing i 1977. Var det ikke sket, havde virksomheden næppe udviklet sig til, hvad den var ved salget i 2000. Jeg vil gerne give lidt tilbage til byen for, hvad jeg fik mulighed for dengang, siger Johan Hoffmann.
Fodboldklub får 12 millioner
Det fremgår af pressemeddelelsen, at en væsentlig del af de 100 millioner kroner skal gå til de to fonde Endrupholmfonden og Johan Hoffmann Fonden.
Sidstnævnte blev stiftet i 2016 med formålet om støtte initiativer inden for sport, kultur, kunst og sundhed i Esbjerg Kommune.
Tidligere på ugen meldte fodboldklubben Esbjerg fB ud, at de får en donation fra Johan Hoffmann Fonden, der kan nå op på 12 millioner kroner.
Donation til Esbjerg fB
1. Støtte til ansættelse af 3 nøglemedarbejdere, som skal understøtte det sportslige set-up, for en 3-årig periode fra 2025-2027 med mulighed for forlængelse af støtten fra 2028, hvis byen fortsætter opbakningen til et lokalt ejerskab af EfB
2. Et sponsorat til akademiet på 1 mDKK om året i 2025-2027
3. Gældseftergivelse af lån på knap 1 mDKKm der blev etableret under rekonstruktionen
4. Understøttelse til etablering af kvindefodbold i EfB med 500.000 kr. om året i 2025-2027, hvis EfB inviterer Varde IF’s kvindehold til fusionsdrøftelser og etablerer en fælles eliteklub
5. Økonomisk støtte til EfB-moderklub med henblik på at sikre balance i amatørklubbens økonomi
Kilde: Esbjerg fB
Johan Hoffmann er medejer af Arena Esbjerg A/S, som er de nuværende ejere af fodboldklubben efter det tidligere amerikanske ejerskab med Paul Conway i spidsen blev vippet af pinden i foråret.
Donationen på de 12 millioner kroner kom uventet ifølge klubbens bestyrelsesformand Flemming Enevoldsen.
TV SYD fangede Johan Hoffmann tidligere på ugen, der blandt andet håber på, at Esbjerg fB kan holde på sine egne aspirerende fodboldstjerner i længere tid, før de bliver nappet af større klubber.
- Vi har investeret sammen med en gruppe investorer efter alle problemerne under amerikanerne og for at få lukket hullerne, så giver vi den julegave her, sagde Johan Hoffmann.
Det er ikke besluttet, hvad de 100 millioner kroner skal bruges på med undtagelse af en koncert på byens fodboldstadion Blue Water Arena, som skal afholdes i 2026.