22 bilister fik klip i kørekortet ved fartkontrol
Der blev i alt givet 22 klip i kørekortet, da politiet tirsdag var til stede med fotovognen i Allerup og i Lindknud.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X.
På baggrund af en borgerhenvendelse var politiet taget til et beboelsesområde på Sønderbyvej i Allerup ved Tjæreborg med fotovognen. 35 bilister blev blitzet på strækningen, hvor hastighedsbegrænsning lyder på 60 kilometer i timen.
Af de 35 bilister fik 18 af dem et klip i kørekortet, mens to fik betingede frakendelser. Den højest målte hastighed var ifølge politiet 92 kilometer i timen.
Det var også en henvendelse fra utrygge borgere, som samme dag havde fået politiet til at sende en fotovogn forbi Okslundvej i Lindknud. Ifølge politiet kørte over en tredjedel af de målte køretøjer for stærkt. 26 biler blev blitzet - heraf fik fire bilister et klip i kørekortet, mens en bilist, som kørte 94 kilometer i timen fik en betinget frakendelse af kørekortet.
Hele 35,1 % af de målte køretøjer kørte i dag for stærkt, da vi reagerede på utrygge borgeres henvendelse. 26 overtrædelser, 4 klip samt 1 bet. frakendelse (målt til 94 km/t) da vi foretog fartkontrol på Okslundvej i Lindknud. Vi kommer snart igen.#politidk #atkdk pic.twitter.com/QwXbWWeLxB
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) July 2, 2024