Ødelagte vinduer og vaskemaskiner: Irakisk beboer varetægtsfængslet efter hærværk på asylcenter
Den 32-årige mandlige beboer blev sigtet for hærværk og fareforvoldelse på asylcentret i Hviding. Han erkender sig delvist skyldig og er varetægtsfængslet i fire uger.
Der var uro mandag aften på asylcenteret i Hviding.
En 32-årig irakisk beboer blev ifølge driftschefen for AsylSyd udadreagerende og begik ifølge politiet groft hærværk på centret, hvor flere vinduespartier og nogle vaskemaskiner blev ødelagt.
- Manden kastede med ting og smadrede nogle ruder, siger Niels Bøgskov Frederiksen, der er driftschef.
Efterfølgende var politiet tilstede på asylcentret for at skabe tryghed for beboerne. Noget de har været jævnligt, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Det er også et generelt tiltag, hvor både patruljer og nærbetjente ofte lægger vejen forbi og er i dialog med beboerne og ledelsen på asylcentret, siger vicepolitiinspektør Jacob Ulvedal fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet anholdt efterfølgende manden klokken 21.05 og sigtede ham for hærværk og fareforvoldelse i forbindelse med hærværket, hvor en kvindelig beboer blev ramt af en vinduesrude. Hun kom dog ikke til skade ved hændelsen.
Selvom mandag aften var mere turbulent end andre, er hverdagen på centret vendt hurtigt tilbage, oplyser driftschefen hos AsylSyd:
- Det giver en uro på et center, når folk går amok, men det er gået relativt hurtigt med at få ro på igen, siger Niels Bøgskov Frederiksen.
Tirsdag eftermiddag blev den 32-årige mand i et grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger.
Han erkender delvist og har kæret varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.
@sjylpoliti anholdt mandag aften klokken 21.05 en irakisk mand på asylcentret i Hviding og sigtede ham for hærværk og vold. Politiet har som et led i en tryghedsskabende indsats over for beboerne været til stede på centret dagen igennem.
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) May 3, 2022