Nye uheld: Nu skal Danmarks farligste rundkørsel igen efterses

Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

To uheld på to dage gør, at Esbjerg Kommune nu igen retter blikket mod rundkørslen på Strandby Plads, der ifølge Esbjerg Kommune er Danmarks farligste rundkørsel.

Et uheld onsdag morgen og et nyt uheld torsdag morgen, hvor henholdsvis en fodgænger og en cyklist blev ramt en bil, fører nu til, at Esbjerg Kommune igen gennemgår sikkerheden ved rundkørslen på Strandby Plads i Esbjerg.

I løbet af de sidste 10 år har der været 50 ulykker i rundkørslen, og derfor er den ifølge Esbjerg Kommune den farligste i landet. Derfor har rundkørslen været igennem en stor renovering, men de to nye uheld gør altså, at Esbjerg Kommune nu igen kigger på rundkørslen.

Esbjerg Kommune har i alt fem tiltag, der skulle gøre rundkørslen mere sikker. Du kan læse mere om hvert enkelt tiltag ved at trykke på de røde prikker på billedet nedeunder. Artiklen fortsætter herunder.

- Vi er i gang med at undersøge hvad der er gået galt. Jeg har bedt forvaltningen om at se på det sammen med politiet, siger Anders Kronborg (S), der er formand for Teknik- og Byggeudvalget i Esbjerg til TV SYD.

- Det er rigtig rigtigt ærgerligt uanset hvor og hvornår det sker, måske handler det om at både bilister og cyklister lige skal vænne sig til de ændringer, der er kommet. Men det skal vi nu undersøge, og det viser, at vi tager det alvorligt, siger han videre.

Det ene af uheldene skete ved, at en bilist ikke overholdte den ubetingede vigepligt i rundkørslen:

Vi har jo aldrig garanteret at uheldene efter renoveringen kom ned på nul.

Anders Kronborg (S), formand for Teknik- og Byggeudvalget i Esbjerg Kommune.

- Et af de uheld, der er sket, er i forbindelse med, at vigepligten ikke er blevet overholdt, og derfor skal vi nu finde ud af, om der er noget, der kan gøres anderledes.

Kommunen forventede, at ombygningen af rundkørslen kom til at koste 1,6 millioner kroner, men Anders Kronborg (S) understreger, at de ikke regner med at forhindre alle uheld i rundkørslen.

- Vi har jo aldrig garanteret at uheldene efter renoveringen kom ned på nul. Vi regner fortsat med, at vi kan nedbringe ulykkestallet med 40 procent, siger Anders Kronborg (S) til TV SYD.

Påbud om PFAS er på vej i lufthavne

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Udgivet

Skum fra brandøvelser forurener lufthavne. Klagesag fra Skrydstrup Flyveplads baner vejen for påbud om undersøgelser, ikke kun i Skrydstrup.

Forsvaret skal lave en undersøgelse af PFAS-forureningen på Flyvestation Skrydstrup. Allerede i juli 2022 sendte Haderslev Kommune et påbud til Forsvaret, fordi der var fundet PFAS i grundvandet og jorden ved en brandøvelsesplads i den militære lufthavn.

Men Forsvaret klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som nu i store træk har godkendt påbuddet. Derfor kan kommunen give Forsvaret et nyt påbud med få ændringer.

- Nævnet har indskærpet, at der skal ske en oprensning, eller at forureningen skal inddæmmes og afværges, hvis en oprensning bliver meget dyr. Det er vi godt tilfredse med. Men der går halvandet år mere, før vi har konkrete resultater af de undersøgelser, som Forsvaret skal lave, siger Carsten Leth Schmidt (Slesvigsk Parti), som er formand for Teknik- og Klimaudvalget i Haderslev Kommune.

Forsvaret er klar

Nævnets afgørelse kan ikke ankes, så Forsvaret erklærer sig klar til at følge det kommende påbud.

- Vi fortsætter den gode dialog med Haderslev Kommune. Det var vores opfattelse, at det, med den kendte viden og metoder var umuligt at imødekomme det oprindelige påbud. Den endelige ordlyd af påbuddet anerkender, at en totaloprensning kan være umulig at foretage i praksis eller blive uforholdsmæssigt dyr for samfundet, skriver Forsvarets Ejendomsstyrelse i en mail til TV SYD.

Allerede i 2020 viste en undersøgelse, at forureningen ikke har spredt sig over til den lokale børnehave, som ligger klos op ad flyvepladsen.

Påbud nærmer sig i Sønderborg

Der er fundet PFAS i mange lufthavne, som plejede at bruge brandskum med PFAS til at slukke brande. Derfor kan nævnets afgørelse også præge beslutningerne i andre kommuner. Blandt andet er man kommet tættere på et påbud i Sønderborg, hvor PFAS fra lufthavnen via drænrør er ledt ud i Augustenborg Fjord.

- Vi har holdt øje med, hvad sker der i Skrydstrup, og det kommer givetvis til at få indflydelse på, hvad der kommer til at ske nu. De foreløbige undersøgelser viser, at udslippet ikke er farligt for folk, som bruger fjorden. Det skal vi se nærmere på, siger Erik Lauritzen (S), som er borgmester i Sønderborg.

Så der kan være et påbud på vej til lufthavnen?

- Ja, det kan der. Det kigger vi på, siger Erik Lauritzen.

Sønderborg Kommune ejer selv lufthavnen i fællesskab med Bitten og Mads Clausens Fond.

Det er for nemt at snyde med populær app, mener kritikere

Udgivet

Sikkerheden er for dårlig i kommunalt støttet samkørsels-app, mener kritikere. Firmaet bag afviser problemet.

Når du alligevel skal ud og køre en tur, hvorfor så ikke tage et par ekstra passagerer med og tjene lidt penge?

Det er i grove træk idéen med samkørselsappen NaboGo.

Flere kommuner er gået med på idéen og støtter disse køreture med skattekroner, så man som passager kan køre gratis op til 10 kilometer per tur. Formålet er at få private bilister til at fylde deres biler, når de alligevel kører til og fra eksempelvis uddannelsesinstitutioner.

Det skal afhjælpe de huller, der er i den kollektive trafik, hvor bus og tog ikke altid går så ofte.

Det er dog ikke helt uden udfordringer.

Kritikere mener, at sikkerheden i appen er for dårlig, og at det er for nemt at snyde sig til småpenge gennem appen, som er støttet med tilskud af flere kommuner. Herunder Sønderborg, Fredericia, Vejle og Horsens.

Skal ikke vise kørekort eller id

Man skal nemlig ikke bruge andet end et telefonnummer for at kunne oprette sig som chauffør i appen.

På den måde kan man køre ture med støtte fra kommunen uden at fremvise kørekort eller andet id, uden at nummerpladen registreres og uden at der indhentes børneattest på chaufføren.

Og det er problematisk, mener Michael Nielsen, der er administrerende direktør hos Dansk PersonTransport, som repræsenterer bus- og taxivognmænd.

For udover, at den manglende sikkerhed er uacceptabel overfor passagererne, udgør den også en unfair konkurrence overfor det etablerede erhverv, der skal leve op til en række krav.

- Hvis man ikke har en børneattest eller kørekort, så får man en bøde. Chaufføren får en bøde, og vognmanden får en bøde. Man kan faktisk risikere at få hele omsætningen konfiskereret, som har været i den periode, hvor man har kørt uden dokumenterne. Og så bliver både chauffør og vognmand fyret. Så det er ret hårde konsekvenser, hvis man ikke har orden i papirerne, siger Michael Nielsen.

- Sådan er det ikke for den person, der kører samkørsel. Og det er ikke en god idé at gå efter den absolut laveste servicegrad, mener han.

Hos NaboGo er den yderste konsekvens, at man kan blive bortvist fra appen, hvis firmaet mistænker snyd.

Firmaet arbejder dog på at få indført validering med MitID og senere hen integrere det digitale kørekort.

- Men det er for tidligt lige nu. Vi har haft 600.000 kørsler, og vi har ikke en eneste bruger, som har været utryg eller på anden vis usikker i forhold til den aftale, de har lavet på vores platform, siger Anders Muusmann, der er direktør i NaboGo.

- Men hvordan kan man så føle sig sikker på, at føreren har kørekort, når man sætter sig ind i en bil?

- Ja altså, 100 procent sikker kan man ikke være. Men vores brugere bor, arbejder eller går i skole i samme område, så de er bekendte allerede og kommer til at kende hinanden, hvis de kører med hinanden flere gange, siger Anders Muusmann.

Anders Muusmann er en af stifterne bag NaboGo.

Heller ikke i Sønderborg Kommune, der er en af de nyere samarbejdspartnere, er man utrygge ved sikkerheden i at bruge appen.

- Man skal også huske, at det jo er mennesker, der vil tilbyde deres kørsel, fordi at de netop har tomme sæder, hvor vi gerne vil have folk til at køre med. Der er en gensidig tillid i det her, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget for Slesvigsk Parti.

Men kritikken af NaboGo stopper ikke der.

For Det Konservative Folkeparti i Sønderborg mener, at det også er for nemt at snyde sig til småbeløb og dermed skattekroner gennem appen. Dels ved at få penge for fiktive ture, der aldrig bliver kørt, men også for at køre private ture med familie og venner.

Eksempelvis at få penge for at køre sine egne børn til svømning eller tage en tur på restaurant med familien.

- Vi lavede en test, hvor vi skrev ind, at vi kørte til et håndboldstævne i Sønderborg, hvor vi slet ikke kørte turen. Den blev godkendt alligevel. Så det virker lidt for lemfældigt, mener Ken Pedersen Julius, formand for de konservative i Sønderborg.

Flere steder er det kommunen, der betaler for de første 10 kilometer af en tur til chaufføren, og så betaler passageren selv for resten af turen, hvis den er længere.

Det kan man tjene med NaboGo

Chauffører modtager følgende beløb per kørt kilometer:

  • Op til 10 km: 1 krone per kilometer per passager

  • Fra 11-50 km: 75 øre per kilometer per passager

  • Over 50 km: 50 øre per kilometer per passager

De kommuner, der giver tilskud til appen, dækker de første 10 kilometer. Er turen længere end 10 kilometer, skal passageren selv betale resten.

NaboGo oplyser, at et lift i gennemsnit er på 21 kilometer.

Kilde: NaboGo

Firma: Ikke et stort problem

I Vejle Kommune er det siden 2023 blevet til mere end 61.000 samkørsler, som kommunen har udbetalt knap en halv million kroner til.

Kommunen er dog ikke nervøse for, at der bliver snydt med udbetalinger, eller at chaufførerne er upålidelige.

- Det kan godt være, at der er to kammerater, der før har fulgtes ad i en bil, og som nu får penge for det. Men hvis det så kan opfordre nogle flere til at køre sammen, så vi ikke har har så mange biler kørende, så synes jeg stadigvæk, det er en god ide, siger Gerda Haastrup Jørgensen (V), formand for teknisk udvalg i Vejle Kommune.

Tip os

Har du erfaringer med NaboGo-appen, som du gerne vil dele? Så hører TV SYD gerne fra dig.

Kontakt os på cegu@tvsyd.dk.

NaboGo oplyser til TV SYD, at de heller ikke anser snyd for at være et stort problem.

- Der er en begrænsning på, hvor mange penge, du kan få som bruger i tilskud, og derfor er det ret små beløb, du kan snyde for, og det er ret besværligt, siger Anders Muusmann, direktør i NaboGo.

NaboGo vurderer selv, at det er under fem procent af turene, der ‘ikke er hensigtsmæssige’.

- Det syntes vi er et okay niveau på nuværende tidspunkt, men vi kommer til at arbejde på, at det tal bliver endnu bedre, siger Anders Muusmann.

Han oplyser, at NaboGo tjekker turene efter både automatisk og manuelt, og at de også har indført GPS-tracking på turene for at komme svindlen til livs. Blandt andet har NaboGo udelukket McDonald’s som et sted, hvor man kan få tilskud til at køre til og fra.

Vil ikke være en erstatning

Hos Dansk PersonTransport frygter de, at kommunalt støttet samkørsel bliver en trussel for bus- og flextrafik i kommunerne.

- Jeg tror, det er en undskyldning for at finde nogle måder, hvor man kan spare penge. Vi tror, det vil føre til, at kommuner vil spare på den traditionelle kollektive trafik og med en eller anden forklædning sige, at samkørsel er kollektiv trafik, siger Michael Nielsen, direktør i Dansk PersonTransport.

Men hos NaboGo afviser de at ville udkonkurrere den kollektive transport.

- Vi er et supplement til kollektiv transport. Vi vil ikke være en erstatning, vi vil være et supplement. Vi vil gøre det samlede tilbud stærkere, og det er der mange, der kan se fornuften i, siger Anders Muusmann, direktør hos NaboGo.

Michael Nielsen er direktør hos Dansk PersonTransport.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendig cookies

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelcookies

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn

Markedsføringcookies

Navn Udbyder
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube

Præferencercookies

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Brugeroplevelsecookies

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com