Mor til forsvundet 13-årig: Det er et helvede
Forældrene til den 13-årige, der har været forsvundet siden søndag, håber på det bedste, men føler sig magtesløse i uvisheden.
Politiet fik lørdag den 15. oktober kontakt til pigen, der blev fundet i god behold. Pigens navn er fjernet af hensyn til hende og familien.
Sarah Nielsen er mor til den 13-årige pige.
De plejer at være i kontakt med hinanden hver dag. Men siden søndag har ingen hørt fra pigen.
Det er et helvede.
Sarah Nielsen, mor til pigen
- Vi plejer at ringe og skrive sammen hver dag. Vi er meget tætte. Det er mig, hun går til, hvis der er noget, fortæller Sarah Nielsen fra sit hjem i Glejbjerg lidt uden for Esbjerg.
Telefon er slukket
Hun fortæller, at hun normalt er meget aktiv på telefonen og både er på Tiktok, Instagram og Facebook.
Men søndag forlod pigen sit bosted på Jupitervænget i Esbjergbydelen Sønderris. Siden da har telefonen været slukket.
- Det er det, der gør mig bekymret. Det er et helvede, lyder det fra den meget berørte mor.
Hun beskriver sin datter som en glad, livlig og omsorgsfuld pige, der elsker at være sammen med veninderne.
Men sådan var det ikke, da Sarah Nielsen søndag fik et opkald fra datteren omkring klokken 19.30. Der var pigen ulykkelig.
- Hun siger også, at hun vil forsvinde og aldrig komme tilbage igen, fortæller Sarah Nielsen.
- Selvfølgelig er man bange. Især fordi, hun var så oprevet. Det er egentlig det værste, lyder det fra moren til den 13-årige.
Hvad føler man som mor?
- Magtesløs. Bare jeg får at vide, at hun er okay. Så er jeg egentlig ligeglad med, hvor hun er, lyder det.
Kom hjem
Pigens far Sven Hillebrenner er bosat i Jyderup på Sjælland. Han tog fredag sin bil fra Jyderup til TV SYDs domicil ved Kolding, så han kunne sende en direkte appel til sin datter.
- Jeg ville ønske, at hun fik tændt sin telefon, ringede mig op og sagde: 'Far, jeg har det godt',
- Jeg vil gerne sige: 'Skattepige, kom hjem til far, så hurtigt som muligt. Jeg savner dig', lyder det fra Sven Hillebrenner.