Mødre sigtet for terror: Fængsling forlænges på ny
34-årig mor anklages for at støtte Islamisk Stat samt at opholde sig i en konfliktzone uden tilladelse.
En 34-årig mor til fem skal indtil 13. januar fortsat sidde varetægtsfængslet for støtte til Islamisk Stat og ulovligt ophold i Syrien.
Det har retten i Esbjerg afgjort mandag eftermiddag, fortæller kvindens forsvarer, Mette Grith Stage.
Kvinden har tidligere erkendt det, som hun er blevet sigtet for.
Ifølge anklagemyndigheden har hun dels støttet en terrororganisation - i dette tilfælde Islamisk Stat - og dels opholdt sig i konfliktzoner i Syrien uden tilladelse fra danske myndigheder.
Den 34-årige mor er en af tre kvinder fra syriske fangelejre, der natten til den 7. oktober landede på dansk jord.
De blev alle anholdt, og de er blevet fremstillet i grundlovsforhør forskellige steder i landet.
De to andre, en 32-årig mor til to børn og en 37-årig mor til otte, har også fået forlænget deres fængsling til henholdsvis 10. og 13. januar.
Det fortæller deres forsvarsadvokater mandag.
Ifølge den 32-årige kvindes forsvarer, Amalie Starch, har man accepteret fængslingen på et skriftligt grundlag.
Det betyder dog ikke, at kvinden forholder sig anderledes til sigtelsen. Hun har hele tiden nægtet sig skyldig i støtte til terrororganisation, og det er fortsat tilfældet, fortæller forsvareren.
Hun sigtes for at have støttet en terrororganisation siden 2014 og ligesom den 34-årige mor at have opholdt sig ulovligt i konfliktområder i Syrien.
Det er uvist, hvordan den 37-årige kvinde forholder sig til sigtelsen. Det vil hendes advokat, Tyge Trier, ikke løfte sløret for, fortæller han.
Foruden sigtelsen for at tilslutte sig Islamisk Stat er kvinden sigtet for at have opholdt sig i "visse konfliktzoner", fordi hun blandt andet har været i den syriske provins Raqqa fra 2016.
Raqqa blev i 2013 erobret af Islamisk Stat, og et år senere blev provinsen erklæret som hovedstad i Islamisk Stats selvudråbte kalifat.