Lokale virksomheder kæmper for at skaffe 500 medarbejdere til at færdiggøre Tyra-feltet
En række lokale virksomheder kæmper for at skaffe 500 medarbejdere til at færdiggøre Tyra-feltet, efter det onsdag kom frem, at genopbygningen af feltet bliver forsinket.
På Christiansborg er de enige om, at vi skal udfase brugen af gas fra Rusland, men den plan led onsdag et gevaldigt knæk.
Genopbygningen af Tyra-feltet, der ligger i Nordsøen ud for Esbjerg, bliver nemlig ikke færdig før vinteren 2023/24. Oprindeligt skulle gasfeltet have stået færdigt til juni 2023.
Udskydelsen betyder ekstra arbejde til lokale underleverandører som Altrad Services og Semco Maritime i Esbjerg, der leverer til TotalEnergies, der driver Tyra-feltet.
- Vi estimerer, at vi har omkring 500.000 ekstra arbejdstimer vi nu skal eksekvere oveni det store puslespil vi allerede har med Tyra-genopbygningen i Nordsøen. Derfor ser vi ind i, at vi sandsynligvis har brug for i størrelsesordenen 500 ansatte mere til at hjælpe med at eksekvere det arbejde ude offshore, siger Martin Rune Pedersen, der er direktør for TotalEnergies i Danmark.
Skal færdiggøres i Nordsøen
Forsinkelsen skyldes, at det værft i Batam i Indonesien, der skal bygge feltets procesplatform, ikke kan nå at færdiggøre den til tiden.
Og fordi transporten af platformen kræver verdens største kranskib, så er det ikke bare lige til at udskyde transporten af platformen fra Indonesien til Nordsøen.
Derfor kan platformen først laves færdig, når den er på plads i Nordsøen, og det er her de 500 nye medarbejdere kommer ind i billedet.
- Vi estimerer, at vi har omkring 500.000 ekstra arbejdstimer.
Martin Rune Pedersen, direktør i TotalEnergies
- Vi kigger ind i en yderligere opmandning, når den nye procesplatform ankommer her i oktober, og vi får den installeret. Så det er hele 2023, at vi kommer til at have supertravlt og har brug for rigtig mange hænder.
Stort arbejde at skaffe medarbejdere
Udsigten til de mange arbejdspladser giver også travlhed hos den lokale afdeling af 3F i Esbjerg som ifølge formanden gør alt, hvad de kan, for at hjælpe virksomhederne med at skaffe arbejdskraft.
- Det er naturligvis en stor opgave at skulle finde så mange medarbejdere med den lave ledighed vi har for tiden, men vi har et godt samarbejde med jobcenter, a-kasse og meget mere, så jeg er sikker på, at det nok skal lykkes, siger Jakob Lykke, der er lokalformand for 3F i Esbjerg.
Ifølge TotalEnergies er der især behov for elektrikere, IT-specialister, IT-kommunikatører, svejsere, mekanikere og stilladsarbejdere.
Vil hente folk i byggebranchen
Jakob Lykkes optimisme hænger også sammen med, at der i byggebranchen ikke er helt så fyldte ordrebøger, som der har været.
Dermed håber de på at kunne tiltrække folk fra byggebranchen, der måske ikke lige har deres næste projekt planlagt endnu.