Landsby jubler efter sparerunde: - Det slider på et lokalsamfund, når man er på sparekataloget
I Vejrup har man netop været en del af en sparerunde - men i stedet for triste miner, er der stor glæde i byen. Efter flere år i lukningsfare er skolen og børnehaven nu på eget initiativ blevet lagt sammen. Det blev fejret med is og sang fredag.
De har prøvet det adskillige gange i landsbyen Vejrup.
Deres skole har været i fare for at lukke i 2015, 2018 og i 2023, hvor den har været på Esbjerg Kommunes sparekatalog.
Det slider på et lokalsamfund, når man er på sparekataloget
Bjarne Donslund, formand for skolebestyrelse på Vejrup Skole
Derfor fik en gruppe forældre nok, og for to år siden begyndte arbejdet med at lave en børneby - altså at slå byens skole og børnehave sammen.
I denne uge gav kommunens byrådspolitikere grønt lys til planerne, som bliver til virkelighed 1. august i år.
- Vi er utrolig glade for, at vi nu kan blive fremtidssikret, fortæller Bjarne Donslund, der er formand for skolebestyrelsen og fortsætter:
- Det slider på et lokalsamfund, når man er på sparekataloget.
Men hvad betyder det egentlig, at man nu bliver en børneby?
Udover at skolen og børnehaven nu administrativt kommer til at blive én, så betyder det ifølge skolelederen på Vejrup Skole, Ole Zoltan Gøller, som bliver også leder for den nye børneby, at man får bedre muligheder for samarbejde.
- Der er mange muligheder i, at vi kan hjælpe hinanden og i det hele taget føle et større fællesskab i en by, hvor der er meget fokus på fællesskab, siger han.
Ligesom skolebestyrelsesformanden så peger skolelederen også på, at man nu forhåbentlig kan sænke skuldrene lidt mere i Vejrup hvad angår skolens fremtid.
- Vi kommer til at stå mere robust som by og kommer forhåbentlig ikke til at blive nævnt i alt for mange spareplaner fremover, fordi vi bliver noget større, siger Ole Zoltan Gøller.
På samme byrådsmøde hvor det blev besluttet, at Vejrup får en børneby, fik Egekratskolen i Grimstrup dødsstødet. Det kan du læse mere om her:
TIP MIG - jeg dækker Esbjerg Kommune!
Undrer du dig over noget? Har du mistanke om, at noget er galt? Eller kender du til fantastiske mennesker eller historier, som andre bør høre om? Jeg følger din kommune tæt og vil gerne høre, hvad der rører sig hos dig. Send en mail, hvis du har noget, jeg bør se nærmere på.