Kronprinsparret modtages til hyldest foran forsamlingshus
Kronprinsparret er netop ankommet til Folkehuset i Kvaglund.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er op mod 600 personer mødt op for at tage imod det royale par.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er kommet for at besøge forsamlingshuset i det udsatte boligområde nær Esbjerg forud for deres prisshow 'Kronprinsparrets Priser', der sendes i aften direkte fra den vestjyske by.
Folkehuset Kvaglund har kun eksisteret siden september. Leder, Allan Skovgaard Jensen, har set frem til parrets besøg.
- Det bliver en stor dag for os, og jeg håber, at det bliver en sand folkefest, siger Allan Skovgaard Jensen.
'Kronprinsparrets Priser' kan ses på DR1 klokken 21:00 lørdag aften.