Kommunerobot sendes på værksted
'Telefondamen' Berta i Esbjerg Kommunes omstilling er fjernet på ubestemt tid efter klager fra borgere og organisationer.
Telefonrobotten Berta, der i mere end halvandet år har besvaret Esbjerg Kommunes omstillingstelefoner, er fjernet fra tjeneste.
Det skriver JydskeVestkysten.
Talerobotten har ifølge mediet været kilde til stor frustration hos kommunens borgere og Handicaprådet, der har fået henvendelser om, at det for mange har været meget svært at kommunikere med robotten.
Chefen for Borgerservice, Jens Erik Mortensen, bekræfter overfor avisen, at Berta er taget ud af drift og skal på værksted.
- Det er korrekt, at vi har valgt at sætte voicebot på pause, og det betyder, at samtalerne bliver styret videre til en medarbejder. Vi kigger nu på, hvad fungerer godt, hvad skal der gøres mere af, udvikles eller helt fjernes. Jeg har ikke en tidshorisont for, hvornår den kommer på igen. Vi bruger den kommende tid til at analysere sammen med leverandøren, hvad der kan og skal gøres. Inden den kommer på igen, bliver ændringer testet af, og det kommer til at ske i samarbejde med et borgerpanel, som etableres, siger Jens Erik Morthensen.