Kommune udsteder samlingsforbud til rockergruppering
Esbjerg Kommune udsteder et samlingsstedsforbud til rockergrupperingen Comanches MC på adressen Brolæggervej 12 i Esbjerg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Comanches MC blev i sidste uge politianmeldt for overtrædelse af Planloven.
- Sammen med Syd- og Sønderjyllands Politi har vi i Esbjerg Kommune konstant fokus på rocker- og bandegrupperinger og gør alt, hvad vi kan, for at forhindre deres aktiviteter. Rockergruppen Comanches’ adfærd på Brolæggervej skaber utryghed, og derfor har Esbjerg Kommune med udgangspunkt i Loven om samlingsstedforbud først varslet Comanches og nu nedlagt et såkaldt samlingsstedsforbud, så rockerne med virkning fra i dag ikke må forsamle sig på ejendommen på Brolæggervej, udtaler borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Rockergruppen fik fredag besked om forbuddet.
Samlingsstedsforbud
Loven om samlingsstedsforbud trådte i kraft i 2017. Et samlingsstedsforbud udstedes af kommunen og gælder i tre måneder.
Et samlingsstedsforbud kan gøres permanent, hvis der sker overtrædelse af forbuddet i løbet af de tre måneder, det midlertidige forbud gælder. Dette skete ikke på Brolæggervej.
Loven giver mulighed for, at hvis der inden for to år efter et samlingsstedsforbud er udløbet, sker hændelser, som er til ulempe eller utryghed, kan kommunalbestyrelsen nedlægge et samlingsstedsforbud, der er gældende indtil det tilbagekaldes af kommunalbestyrelsen.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Det er ikke første gang, at Esbjerg Kommune har udstedt et samlingsstedsforbud til grupperingen. Flere gange i 2023 fik rockergrupperingen, der tidligere var kendt som Satudarah, forbud mod at opholde sig i lokalerne på Brolæggervej.
- Vi håber, at forbuddet er med til at gøre livet besværligt for Comanches, så rockerne forstår, at vi ikke vil have dem i vores by og kommune, og vi i stedet kan bruge kræfterne på alt det, der er til gavn og glæde for borgerne, lyder det fra borgmesteren.