Jesper Jensen vandt over sin afløser i OL-bronzekamp
Team Esbjergs tidligere træner og nuværende landstræner for de danske håndboldkvinder vandt over sin afløser i den sydjyske klub.
Det var en lidt speciel situation, der udspillede sig til OL i Paris lørdag formiddag. De danske håndboldkvinder skulle møde Sverige i kampen om bronzemedaljer.
På sidelinjen stod på den ene side Team Esbjergs mangeårige og tidligere succestræner Jesper Jensen, der fra denne sommer har droppet trænerjobbet i havnebyen for at fokusere på landsholdet. På den anden side stod den svenske landsholdstræner og nuværende træner for Team Esbjerg Tomas Axnér.
Men det blev Jesper Jensen og de danske håndboldkvinder, der trak det længste strå og for første gang i 20 år vandt en OL-medalje til Danmark.
- Jeg er glad, stolt og lettet. Vi har ikke spillet fantastisk håndbold, det må vi bare erkende. Derfor er det rart at kunne slutte OL på den her måde, lyder det fra Jesper Jensen til DR lige efter kampen.
Masser af sydjyske stjerner
Det var ikke kun på trænerbænken, at der var sydjyske kræfter til bronzekampen i Paris. På banen og udskiftningsbænken var ikke mindre end syv spillere med tilknytning til Sydjylland blandt andre Kristina Jørgensen, der oprindeligt kommer fra Horsens og til daglig spiller for den ungarnske storklub Györ, og Louise Burgaard fra Vejle, der til hverdag spiller for Odense Håndbold.
Team Esbjerg havde også sat sit aftryk på det danske landshold til OL med Kathrine Heindahl, Mette Tranborg, Michala Møller, Line Haugsted og Rikke Iversen.