Hvis en brandmand og en spejder banker på døren, så bør du åbne
Det er ikke et normalt syn at se en brandmand og en spejder i døren. Men du skal være glad, hvis de kommer og banker på hos dig søndag.
I uge 46 afholder Brandbevægelsen, der arbejder for et brandsikkert Danmark, deres årlige kampagne 'RøgalarmPatruljen'.
Patruljen kommer søndag forbi Esbjerg klokken 9-13 og Horsens klokken 10-14.
13. november var patruljen i Vejle.
De vil sætte fokus på, hvor vigtigt det er at have en eller flere velfungerende røgalarmer i hjemmet.
- Røgalarmer er så hammervigtige for at nedbringe antallet af branddøde og omfanget af brandskader. Vi ringer på og spørger: "Goddag, må vi tjekke din røgalarm?". Vi trykker på prøveknappen, og hvis den hyler, er den i orden, siger Ole Nedahl fra BrandBevægelsen.
Patruljen tager også røgalarmen ned og tjekker alderen. Hvis den er over ti år, tilbyder de at sætte en ny op gratis.
- Et af formålene er ikke så meget at komme ud til et lille antal mennesker. Vi ringer på hos mellem 3.000-5.000 husstande. Det er selvfølgelig mange, men det er stadig en dråbe i havet. Det vigtige er at sætte fokus på det, så andre bliver opmærksomme på det. Og så vil vi også gerne ramme pressen, siger Ole Nedahl.
Kampagnen startede i 2016, og den erstattede kampagnen 'RedFarmor', som startede i 2006.
Ifølge Trygfonden mangler der røgalarmer i ca. 560.000 danske hjem.