God ide spreder sig fra Esbjerg

Even Ramsland har stiftet Recovery Bulls i Esbjerg. Foto: Finn Grahndin, TV SYD
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fodbold og fællesskab kan være særdeles gavnligt for voksne med sociale problemer. Det ved de i foreningen Recovery Bulls i Esbjerg - og snart ved de det også i resten af landet.

Siden 2015 har Recovery Bulls haft stor succes med at lave idrætsaktiviteter for udsatte borgere i Esbjerg, og nu skal et nyt partnerskab med DGI udbrede successen til flere andre kommuner i Danmark.

Den første kommune, der får en ny afdeling, er København. Det bliver den 8. januar næste år.

Det særlige ved Recovery Bulls er, at foreningen er bygget op af rollemodeller, der alle har gennemgået en recovery-proces. Rollemodellerne viser og lærer andre, at der findes en anden måde at leve på, et liv uden f.eks. kriminalitet og misbrug, forklarer Even Ramsland, der har stiftet Recovery Bulls i Esbjerg:

- Alle aktiviteter er båret af medlemmerne selv. Der er ingen socialarbejdere, der går forrest, det gør medlemmerne selv. De små opgaver som holdlederne og de frivillige har, gør at troen på egne evner samt modet på forandring vokser hos den enkelte, siger Evan Ramsland.

En undersøgelse blandt medlemmerne i Recovery Bulls’ aktiviteter i Esbjerg har vist, at 80 procent oplever øget livskvalitet. Og 55 procent siger, at idrætten og fællesskabet i foreningen har understøttet eksisterende behandling f.eks. psykiatrisk behandling eller misbrugsbehandling.

Nu skal en ny partnerskabsaftale mellem DGI og Recovery Bulls bane vejen for, at der etableres Recovery Bulls-foreninger flere steder i landet til gavn for både de udsatte borgere og samfundet.

- Der er et kæmpe potentiale i den her aftale, fordi vi nu får DGI’s hjælp til at etablere foreninger i endnu flere kommuner, så vi får mere idræt for udsatte. Det er historisk stort for Recovery Bulls, at vi nu får en aftale med DGI. DGI er eksperterne i idræt og organisering, men vi er eksperterne i udsatte-idræt, siger Even Ramsland.

DGI’s hovedbestyrelse har netop godkendt partnerskabsaftalen, som også skal give DGI mere viden om idræt for udsatte.

Recovery Bulls:

  • Startede som forening i 2015 i Esbjerg. Medlemmerne har ofte komplekse sociale problemer.
  • Der er pt. omkring 400 medlemmer i Recovery Bulls, langt de fleste i Esbjerg
  • Recovery Bulls er i dag repræsenteret i 5 kommuner
  • Nye Recovery Bulls-foreninger bliver medlemmer af DGI’s landsdelsforeninger
  • Partnerskabsaftalen med DGI betyder bl.a., at DGI’s landsdelsforeninger hjælper Recovery Bulls med at etablering, rådgivning og udvikling af foreninger i flere kommuner.
  • DGI samarbejder desuden med Recovery Bulls vedr. kontakt til kommunen. Samtidig giver Recovery Bulls DGI viden om idræt for udsatte
  • Kilde: DGI

Demensramt mand kendt skyldig i 99-årig kvindes død - nu reagerer kommunen

Gitte Meyer er chef for plejehjem og demensområdet i Kolding Kommune. Foto: TV SYD
Udgivet

Den 74-årige mand med demens blev tirsdag kendt skyldig i at have forårsaget en 99-årig kvindes død på deres fælles plejehjem. Straffen skal afsones på en psykiatrisk afdeling.

Selvom Styrelsen for patientsikkerhed ikke har fundet nogen fejl i sagen om dødsfaldet på Kongebrocentret 9. december 2023, hvor en 99-årig kvinde døde, så har sagen alligevel givet stof til eftertanke hos kommunen.

- Det har været en forfærdelig sag. Det går jo ud over mennesker, som kommer uforvarende kommer ind i nogle hændelsesforløb, siger Gitte Meyer, der er chef for plejehjem og demensområdet i Kolding Kommune.

En demensramt 74-årig mand udøvede vold på kvinden, som senere døde. Han havde forvildet sig ind på den 99-årige kvindes værelse på det plejehjem, de begge boede.

Manden troede fejlagtigt, at det var hans eget værelse, og selvom kvinden bad ham gå ud, blev manden vred og skubbede hende omkuld.

Den 99-årige kvinde brækkede hoften og næsen, og en skulder gik af led, og hun blev samme aften opereret på Kolding Sygehus. Næste morgen fandt en laborant hende død.

- Vi har gået hændelsen igennem, og vi har kigget på vores procedurer og faglige vurderinger. Vi har haft Styrelsen for patientsikkerhed til at vurdere det, og det har ikke ført noget med sig, siger Gitte Meyer og fortsætter:

- Men uanset hvad, så giver det stof til eftertanke, om vi kunne have gjort mere, eller vi kan gøre noget andet. Vi får talt med vores borgere om at få låst deres dør om natten, når de skal sove. Det der med, at der kan komme uforvarende ind. Det er noget af det, vi har drøftet meget lige nu, siger hun.

Hun kigger også på, om personalet er rustet godt nok.

- Det har givet masser af eftertanke. Det der med vores bekymringer for, om plejepersonale kontinuerligt er opdateret i kompetencer, så vi er sikre på, at vi har kompetencerne til at passe de her borgere, som også har nogle særlige behov.

Den 74-årige har ikke selv været til stede under retsmøderne på grund af sin demenssygdom, men har via sin forsvarer nægtet sig skyldig. Hun har i øvrigt udbedt sig betænkningstid i forhold til, om afgørelsen skal ankes.

Kongen åbnede konference: - Klimakrisen kræver vores akutte opmærksomhed

Foto: Tobias Nicolai
M
Udgivet

På konferencen Powering European Industry på Hotel Alsik mødes europæiske erhvervsfolk for at diskutere løsninger på blandt andet grøn omstilling i industrien.

Hotel Alsik danner i disse dage rammen om den internationale konference Powering European Industry, som Dansk Industri, Danfoss, International Energy Argency og organisationen Business Europe står bag.

Her slog Kong Frederik tirsdag vejen forbi, hvor han åbnede konferencen med en tale.

- Som ung boede jeg i kaserne her i Sønderborg, hvor jeg klatrede op ad den militære karrierestige. I de år kom energi indefra.

- I dag befinder vi os i en situation, hvor energisikkerhed er på spil, hvor efterspørgslen overstiger produktionen, og hvor klimakrisen kræver vores akutte opmærksomhed, sagde kongen blandt andet i sin tale.

Skal holde tale på Alsik ved åbningen af konferencen Powering european industry Foto: Tobias Nicolai

Kongen understregede videre i talen sit håb om, at konferencens deltagere i fællesskab kan tage vigtige skridt mod at løse nogle af disse kriser, som verden i dag står over for.

- At bringe politiske beslutningstagere, organisationer og tankeledere sammen med den europæiske industri her i dag, er et vigtigt skridt i den rigtige retning og et bevis på den kollektive vilje til at konfrontere og løse udfordringerne sammen, lød det fra kongen.

Hele talen kan læses på kongehusets hjemmeside.

Direktør håber på mindre bureaukrati

På talestolen var også Danfoss' administrerende direktør, Kim Fausing. Han talte ligeledes om at løse nogle af de udfordringer, som er oppe i tiden.

- Vi kan se, at tingene ikke udvikler sig, som de skal. Vi skal bruge konkurrence til at mindske vores forurening, og det kan samme tid bruges til at vækste virksomheder, lød det fra Danfoss-chefen.

Derudover talte Fausing om at effektivisere og aktivere brugen af teknologi i den grønne omstilling.

Blandt andet at udnytte varme fra datacentre, hvor han påpegede, at lærer man at bruge varmen herfra, vil man kunne opvarme store områder alene på denne måde.

Kim Fausing, administrerende direktør i Danfoss. Foto: Tobias Nicolai

Slutteligt havde Danfoss-direktøren et håb forud for EU-kommissionens Clean Industrial Deal, der skal sikre en grønnere europæisk industri.

- Jeg håber på effektive reguleringer og mindre bureaukrati. Vi har behov for en langsigtet plan, en masterplan, hvor det bliver attraktivt, og der er incitamenter for at investere i grønne tiltag.

- Hvad der dræber fremdrift i virksomheder, er kompleksitet. Vi skal finde simple måder, og jeg håber, at vi her kan finde nogle anbefalinger til kommissionen, som kan hjælpe med at få Europa på rette kurs, lød det fra Kim Fausing.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.