Forsvunden 10-årig fra Sydvestjylland er ikke fundet i løbet af natten - politiet fortsætter eftersøgningen lørdag
Artiklen er opdateret lørdag formiddag med seneste information om politiets eftersøgningsindsats.
Politiet beder om hjælp til at finde en 10-årig dreng, der har været savnet siden klokken 13 fredag.
Trods eftersøgning med hundepatruljer natten igennem er det ikke lykkedes politiet at finde en 10-årig dreng, der har været savnet, siden han fredag klokken 13 skulle hentes fra skole i Grimstrup i Esbjerg Kommune.
Syd- og Sønderjyllands Politi har lørdag formiddag meddelt, at det fortsætter eftersøgningen efter den 10-årige dreng, og at der bliver sat en helikopter ind i indsatsen for at finde drengen.
Fra vagtchef Søren Strægaard lød det kort før midnat fredag, at drengen ikke var mødt op, da han skulle hentes af en taxabus.
- Men der er ikke mistanke om, at der er sket noget kriminelt, oplyste vagtchefen her.
Syd- og Sønderjylland offentliggjorde fredag aften et billede af den 10-årige dreng på det sociale medie X, det tidligere Twitter.
- Grimstrup er en by, der er omgivet af skov og krat. Derfor leder vi med hunde derude nu og prøver at se, om vi kan få en helikopter op, sagde Søren Strægaard fredag aften.
Drengen beskrives som lille af sin alder. Da han sidst blev set, var han iført en grøn jakke, gul trøje, grå joggingbukser og kondisko i mærket Fila. Han havde en sort taske med.
Politiet har offentliggjort både et billede af drengen og hans navn.
Politiet anmoder beboere i området til at gennemse haver, udhuse og andre steder, hvor drengen kan have søgt ly. Samtidig opfordrer politiet til, at man ringer til politiet på 114, hvis man har oplysninger om, hvor drengen befinder sig.