Familie er bekymret for forsvundet 13-årig
Den 13-årige pige forsvandt søndag aften fra sit bosted på Jupitervænget i Esbjerg.
Politiet fik lørdag den 15. oktober kontakt til pigen, der blev fundet i god behold. Pigens navn er fjernet af hensyn til hende og familien.
Hun er ikke set siden, og nu appellerer familien til alle i lokalområdet om at lede efter den forsvunde teenager.
Det skriver B.T., som også har talt med pigens onkel. Han udtrykker bekymring på hele familiens vegne og forklarer til avisen, at familien heller intet har hørt fra pigen siden søndag.
Ingen spor
Syd- og Sønderjyllands Politi er også uden konkrete spor i sagen, selvom de har modtaget flere tip.
- Vi håber selvfølgelig meget på at høre fra hende eller andre, der kan hjælpe med at finde hende. Og vi hører stadigvæk gerne fra vidner, der kan hjælpe med at finde hende, siger Anette Johnsen, der er kommunikationsmedarbejder ved Syd- og Sønderjyllands Politi til B.T.
Pigen er 160 centimeter høj og almindelig af bygning.
Hun har langt, lyst brunt hår og er sidst set iført en hvid hættetrøje, sort jakke med pelskrave, cowboybukser samt Nike-sko i hvid, guld og sort.
Har du set pigen, eller har du oplysninger om, hvor hun kan befinde sig, kan du kontakte politiets servicecenter på telefon 1-1-4.