Esbjergs unge skal jonglere med millioner
Ny ungdomsfond I Esbjerg skal hvert år udlodde en million kroner til kulturelle aktiviteter. Og det er de unge selv, der bestemmer, hvordan pengene skal bruges.
I Esbjerg vil de gøre op med, at det er modne mænd, der bestemmer, hvad unge synes er sjovt at skal lave i deres fritid.
Derfor stiftes Ungdomsfonden, hvor flertallet i bestyrelsen er unge mennesker.
De får årligt en million kroner til rådighed til støtte til kulturelle aktiviteter, der skal skabe oplevelser for de unge i byen, skriver Education Esbjerg i en pressemeddelelse.
Initiativet til Ungdomsfonden bakkes økonomisk op af blandt andet ti fonde og Esbjerg Kommune.
Vi ønsker, at Esbjerg bevæger sig fra overvejende at være præget af en pensionistkultur til en ungdomskultur.
Henry Heiberg, Initiativtager til Ungdomsfonden.
Et muligt bestyrelsesmedlem er elevrådsformand på Rybners Almene Gymnasium, Mathilde Plantener, der også er en del af Education Esbjergs advisory board af unge.
- Jeg synes, det er fantastisk, at byen viser unge mennesker tillid og giver dem frihed og ansvar, i stedet for at det er mænd i jakkesæt, der bestemmer. Jeg håber, vi blandt andet kan få noget til at ske i den nye bydel Esbjerg Strand, og at vi kan skabe vores eget fyrtårn. Vi skal ikke være en wannabe-Aarhus – men os selv, siger Mathilde Plantener.
Mere storbystemning
Tilflytteren Tobias Olsen kom til Esbjerg for at studere på Syddansk Universitet, og han er ligeledes med i advisory board af unge.
- Ungdomsfonden er en superfed mulighed for at få indflydelse på, hvad Esbjergs unge gerne vil og at være med til at bygge en ungdomskultur op fra grunden. Byen har storbyelementer med cafeer og byliv, men mangler endnu, hvad man kan kalde en storbystemning. Den skal vi være med til at skabe, siger Tobias Olsen.
Et tiltrængt yngre image
Bag projektet står blandt andre erhvervsmanden Jens Lindhold og initiativtager Henry Heiberg.
- Vi ønsker, at Esbjerg bevæger sig fra overvejende at være præget af en pensionistkultur til en ungdomskultur. Det skal bygges på en tillid til, at det kan unge sagtens finde ud af. De unge i Ungdomsfonden vil være ildsjæle, og de skal ikke opleve barrierer ved at skulle igennem det politiske system for at realisere deres drømme. Der skal være kort vej fra idé til udførelse for de unge beslutningstagere, der ved, hvad det handler om og er i stand til at agere ansvarligt inden for de rammer, der er sat, siger Henry Heiberg.
Ungdomsfonden skal støtte bredt
Det er meningen, at Ungdomsfonden skal støtte en bred vifte af initiativer, og det kan være alt fra musik, teater, dans, design, journalistik, litteratur, visuelle medier til natur og sociale events. Det kan både ske gennem egne projekter og i samarbejde med Esbjerg Kommune og Education Esbjerg.