Esbjergenser fængsles for dødstrusler mod Mette Frederiksen
"Mette Frederiksen skal henrettes", skrev vred esbjergenser på et skilt.
"Staten har brudt Nürnberg-kodekset. Straffen er døden. Mette Frederiksen og co. skal henrettes. Infowars.com".
Sådan skrev en 49-årig mand på et hjemmelavet skilt, der hængte i vinduet ud mod en gade i Esbjerg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.
- Han har ikke forsøgt at føre det ud i livet. Men det er ikke første gang, at han kommer med dødstrusler mod statsministeren. Derfor har vi sigtet ham for truslerne, siger vicepolitiinspektør Jacob Ulvedal Andersen.
Nægter sig skyldig
Manden nægter sig skyldig i sigtelsen. Men ved et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg valgt en dommer mandag at varetægtsfængsle manden i knap fire uger frem til fredag den 19. november.
Infowars.com, som der refereres til på mandens skilt, er en højreorienteret, amerikansk hjemmeside, som er kendt for at fremføre konspirationsteorier.