Esbjerg skal samarbejde om vind med Vietnam
Esbjerg Kommune har indgået en aftale om tæt samarbejde med byen Hai Phong i Vietnam, hvor der skal investeres i vindmøller på havet.
Vietnam har planer om at investere stort i vindmøller på havet, og de har vendt ansigterne mere end 11.000 kilometer vestpå for at finde inspiration hos Esbjerg.
I Hai Phong i det nordlige Vietnam er der derfor netop underskrevet en samarbejdsaftale mellem Esbjerg og Vietnam, så Esbjerg kan være med til at bidrage med viden og erfaring til at få havvindmøllerne.
Det skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
- Det er en fantastisk mulighed for Esbjerg, Esbjerg Havn og vores mange virksomheder i branchen til at skabe helt nye kontakter for at dele erfaringer og blive en del af den vækst, vi vil se i Vietnam i de kommende år, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V).
Store ambitioner
Hai Phong er et af steder, der skal være omdrejningspunkt i målet om at realisere 160 GW vind over de kommende årtier.
- Hai Phong i Vietnam har ambitioner om at blive den førende offshore vind by i det asiatiske område, men de har ikke infrastruktur, viden eller virksomheder til at realisere planerne uden hjælp udefra. Det er blandt andet derfor, at Esbjerg er inviteret med til vindenergikonferencen her i Hanoi, siger Jesper Frost Rasmussen.
Under konferencen blev der desuden indgået 14 samarbejdsaftaler blandt andet med Esbjergvirksomheden Semco Maritime, der også var med.
- Vi har blandt andet etableret aftaler om transformatorstationer til konkrete projekter, og jeg er sikker på, at der vil følge mange flere opgaver i kølvandet med de store ambitioner, Vietnam lægger for dagen. Det er godt at se, at Esbjerg Kommune fortsat understøtter virksomhederne og deler ud af erfaringerne fra Danmark. Esbjerg bliver fremhævet som eksemplet på, hvordan en by kan blive internationalt førende, når det gælder vind og den grønne omstilling, siger Steen Brødbæk, der er CEO i Semco Maritime.