Eksperter bakker vognmænd op i strid om skat på biogas

Det koster mindre i afgifter at køre en kilometer på diesel, end det gør at køre en kilometer på biogas, som er CO2-neutral. Forskere er enige i, at der bør gøres noget ved afgiftssystemet, så den tunge transport kan omstilles til grønt brændstof. Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det vil udløse en win-win situation, hvis afgifterne på biogas bliver sat ned i en fart, så lastbiler kan skifte diesel ud med grøn gas. Det mener vognmændene i Padborg. Her er nogle af de fordele ved biogas, som får eksperter til at give vognmændene ret.

Vognmænd i Padborg arbejder for tiden intenst på at overbevise den danske skatteminister om, at han skal sætte afgifterne på biogas til lastbiltransport ned, så biogassen kan konkurrere økonomisk med den sorte diesel, som de danske lastbiler i dag fylder i tanken.

Men foreløbigt uden held.

Skatteminister Morten Bødskov, (S), afviser indtil videre at sætte afgifterne ned. Men forskere er ikke i tvivl: Biogas skal gøres økonomisk attraktivt, så grøn omstilling af lastbiltransporten kan komme i gang.

Her er fire punkter, som både vognmænd og eksperter er enige om:

 
 
 
  Foto: Lasse Lund Hansen, TV SYD

Danmark er Europas sorte får

Ifølge institutleder for Institut for Energiteknologi ved Aalborg Universitet i Esbjerg, Jens Bo Holm-Nielsen, er der god grund til at give vognmændene en gulerod i form af lavere afgifter på biogas, så omstillingen til biogas kan komme i gang.

- Biogas er indtil videre det eneste brugbare alternativ til diesel, siger Jens Bo Holm-Nielsen til TV SYD.

Han påpeger, at Danmark i løbet af de næste ti år når i mål med både grøn el og varme, men når det gælder transport, har vi langt endnu.

- Danmark har været det sorte får i klassen i Europa, når det gælder transport - både privat og tung transport. Vi har ærligt og redeligt været meget langsomme i forhold til grøn omstilling af transportsektoren, siger Jens Bo Holm-Nielsen til TV SYD.

Biogas er begyndelsen

Jens Bo Holm-Nielsen er ikke den eneste forsker, der peger på den CO2-neutrale biogas som en brik, der kan få den tunge transport med ind i spillet om en grøn fremtid.

- Der er en stor klimagevinst ved, at lastbiler kører på biogas, og derfor er det en misforståelse, når man i praksis skal betale mere i afgifter for biogas, siger Henrik Wenzel, som er centerleder for SDU Life Cycle Engineering centeret ved Syddansk Universitet, til TV SYD.

Han mener dog ikke, at lastbiler udelukkende skal køre på biogas i fremtiden. Der skal også satses på el til den tunge landtransport, og på lidt længere sigt vil der opstå nogle benzin/diesel-lignende brændstoffer som sideprodukter i flybrændstofproduktionen, som kan vise sig interessante for lastbiler, påpeger han.

- Biogas kommer til at spille en afgørende rolle for flytransporten, hvor biogas sammen med CO2 og brint er et lovende grønt alternativ til fossilt brændstof, siger han.

Henrik Wenzel vurderer, at biogasproduktionen i Danmark principielt ville kunne tidobles, hvis al landbrugets halm, gylle og andet biologisk affald blev brugt til biogas, og hvis biogassens CO2-indhold blev opgraderet til metan ved tilsætning af brint. I dag produceres omkring 16 PJ/år (1 petajoule = 1 mia. megajoule), og det øvre potentiale er så højt som 160 PJ/år, men selv det vil ikke være nok til at dække behovet for grøn energi i fremtiden.

- Der vil skulle tages yderligere CO2 og brint ind som råvare. Men det er også både muligt og attraktivt, siger Henrik Wenzel.

I dag er det 25-40 procent af de drivhusgasser, der er i gylle, der samles op og laves om til gas. Resten fordamper i stalden og fra gylletanke. I fremtiden regner man med, at endnu mere kan samles op og laves i brændstof. Foto: Lasse Lund Hansen, TV SYD

Ansatte i familiecenter håber på godt nyt efter bekymringsbrev

En arbejdsgruppe har på vegne af 300 ansatte i Familiecentret i Esbjerg skrevet et bekymringsbrev til politikerne i Esbjerg. De frygter, besparelser i sidste ende vil betyde, at udsatte familier, børn og unge ikke får den hjælp, de har brug for. Foto: Pia Thordsen
Udgivet

Ansatte i Familiecentret i Esbjerg frygter besparelser, som vil gå ud over udsatte børn, unge og familier. De beder politikerne genoverveje besparelser.

- … vi [er] bekymrede for de konsekvenser det kan have for de sårbare/udsatte familier i Esbjerg Kommune.

Sådan lyder starten på et bekymringsbrev, som lå på bordet, da politikerne i Social & Arbejdsmarkedsudvalget holdt møde tirsdag.

På mødet skulle politikerne godkende en procesplan for besparelser på 20 millioner kroner i Familiecentret, som tilbyder hjælp til sårbare og udsatte familier, børn og unge.

Det, jeg læser ud af det bekymringsbrev, de har sendt, er, at de ikke tror på, at de kan udføre deres job under de rammer, der er lagt op til.

Jakob Lykke, (S), formand, Social & Arbejdsmarkedsudvalget, Esbjerg

I brevet udtrykker de ansatte på centret blandt andet bekymring over planer om, at skære i antallet af ledere i centret, som led i en omstrukturering, der skal gøre tilbuddene i Familiecentret mere overskuelige.

De mener, at den BDO-rapport, der har peget på besparelsesmuligheder i Familiecentret, i bedste fald er mangelfuld og risikerer at udløse udgifter, der ophæver besparelserne, hvis den føres ud i livet.

Ifølge de ansatte er sparring med en leder afgørende, når behandlere sidder med sårbare familier.

Bekymringsbrevet til politikerne i Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg.

Beholder nær-ledelse

Og de ansatte får deres ønske om nær-ledelse opfyldt.

- Det, jeg læser ud af det bekymringsbrev, de har sendt, er, at de ikke tror på, at de kan udføre deres job under de rammer, der er lagt op til. De peger på, at årsagen er manglende ledelse. Men det er en bekymring, der er taget hånd om, fortæller formanden for Social & Arbejdsmarkedsudvalget, Jakob Lykke (S), efter tirsdagens møde.

Det bekræfter tilbudschef Karina Svarrer overfor TV SYD.

- Vi har lyttet til tillidsrepræsentanterne, og når vi orienterer MED-udvalget om spareplanerne på torsdag, så er noget af det, de får at vide, at vi kommer til at fortsætte med en struktur, hvor lederne er tæt på, siger Karina Svarrer.

Frygter afskedigelser

Det er dog ikke kun besparelser i ledelsen, der bekymrer de ansatte.

- Vi er bekymrede for, at der lander så stor en besparelse på så lille et område. Det er svært at se, hvordan så det skal lykkes uden større arbejdsbyrde for den enkelte og i værste tilfælde afskedigelser, siger Lee Koudal.

Når vi får færre timer ude hos den enkelte familie, risikerer vi, at vi ikke kan opbygge den tillid der er brug for, hvis indsatsen skal blive en succes.

Lee Koudal, tillidsrepræsentant, Familiecentret, Esbjerg

Ifølge spareplanen skal der for eksempel spares 6,1 mio. kroner ved at lave kortere forløb i afdelingen ”Hjemme Hos”, som tilbyder pædagogisk støtte i hjemmet og 2,9 mio. kroner i tilbuddet ”Hånd om familien”, som blev etableret for at sikre en tidlig indsats i hjemmene, så dyre anbringelser og tvangsfjernelser kan undgås.

- Når vi får færre timer ude hos den enkelte familie, risikerer vi, at vi ikke kan opbygge den tillid der er brug for, hvis indsatsen skal blive en succes, fortæller Lee Koudal.

Besparelser står fast

Besparelserne er der dog, ifølge udvalgsformand Jakob Lykke, ikke noget at gøre ved.

- Det er ulyksalig situation. Jeg håber bare, man gør det bedste i den givne situation. Faktum er, at Esbjerg Kommune fattes penge, og alle skal være med til at bidrage, siger Jakob Lykke.

Men når BDO peger på, at der skal spares på fx Hånd om Familien, som blandt andet skal forebygge at børn bliver tvangsfjernet – deler du ikke de ansattes frygt for at den besparelse ikke bliver så stor, som man har regnet med?

- Risikoen er altid til stede. Når man sparer, kan det have en konsekvens et andet sted, og det er ulyksaligt. Udvalget har hele tiden sagt tidlig forebyggelse – så tidlig, som muligt. Og jeg er enig: det kan godt være uforståeligt, men det er den virkelighed, vi nu engang arbejder i som politikere, siger Jakob Lykke.

Britisk millionarvings død i vestjysk swimmingpool var drab, fastslår dommer

Paula Leeson druknede i en swimmingpool i et sommerhus i Nørre Nebel i 2017. Foto: Privatfoto/TV 2 Grafik
Af Christian Krabbe Barfoed
Udgivet
I samarbejde med TV 2 Nyheder

Paula Leeson druknede i et sommerhus i Houstrup ved Varde i 2017. Hendes familie har kæmpet i over syv år for at få hendes mand dømt for drab.

Næsten syv et halvt år efter den britiske millionarving Paula Leeson i juni 2017 druknede under en ferie med sin 51-årige mand i et sommerhus i Houstrup ved Varde, slår en britisk myndighed nu fast, at der var tale om et drab.

Oprindeligt blev hendes død henlagt som en drukneulykke, men efter der er kommet nye beviser frem i sagen, siger dommeren ved en ligsynsret i Manchester, at der var tale om et drab, skriver Berlingske Tidende.

Paula Leesons familie har hele tiden ment, at der ikke kunne være tale om en ulykke, og at den 51-årige mand stod bag hendes død.

- Vi håber, at de nu har beviser nok til genåbne en retssag, skrev Neville Leeson, bror til den dræbte kvinde, tidligere i oktober i en mail til TV 2, da han på et formøde til mødet i ligsynsretten havde fået besked om, at kendelsen ville lyde på drab.

Familien har kæmpet i syv år for at få den 51-årige retsforfulgt for drabet, og kendelsen i ligsynsretten kommer efter, at familien Leeson tidligere i år vandt en civil sag mod den 51-årige. Han blev i 2021 frikendt for drabet ved en retssag.

Derefter anlagde familien en civil sag for at forhindre manden i at få fat i Paula Leesons arv, der følge BBC skønnes at være på 4,4 millioner pund, hvilket svarer til 39,4 millioner kroner.

Sag tilbage til politi og anklagemyndighed

Ligsynsdommeren sender nu sagen tilbage til politi og anklagemyndighed.

Neville Leeson har oplyst til TV 2, at politiet i Manchester ved formødet har oplyst, at man nok ikke vil tage stilling til, om der skal ske ny efterforskning i sagen før næste år.

Dansk politi henlagde i 2017 Paula Leesons død som en drukneulykke.

Men der kom nye vægtige beviser frem ved den civile retssag tidligere i år.

- Der er fremkommet nye beviser siden straffesagen, og der er nogle omstændigheder, som reducerer muligheden for, at det var en ulykke, har Peter Mygind Leth, professor i retsmedicin ved Syddansk Universitet, tidligere sagt til TV 2.

Han overvågede i juni 2017 obduktionen af Paula Leeson, og han vidnede både ved straffesagen i 2021 og ved den civile sag tidligere i år.

De nye beviser

Der er ifølge Peter Mygind Leth fundet oplysninger på Paula Leesons fitness-ur, som viser, at hun var død ”et pænt stykke tid” inden hun blev bjærget.

Ved den civile retssag kom det også frem, at den korrekte dybde på den pool, hvor Paula Leeson druknede, var omkring 120 centimeter, og ikke som oprindelig oplyst 180 centimeter.

Peter Mygind Leth har også fortalt, at det kom frem, at Paula Leeson godt kunne svømme, mens det tidligere var blevet oplyst, at hun ikke kunne svømme.

- Begge forhold gør en ulykke mindre sandsynlig, sagde han til TV 2.

Det kom frem ved ligsynsretten i Manchester, at det blandt andet var de nye beviser ved den civile retssag, der fik ligsynsdommer Alison Mutch til at afsige en kendelse om drab.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.