De vil sammen slå knude på havnen til to-cifret millionbeløb
Privat investor, Esbjerg Havn og to fonde skal gøre havneområde til en attraktivt del af midtbyen for byens borgere og turister.
De går side om side hen ad Østre Dokkaj ud mod Englandskajen. Havnedirektør Dennis Jul Pedersen og repræsentant for Pedersen Group, Maria Høj Pedersen. Ikke alene er de tætte naboer. De er også enige om at gøre en del af Esbjerg Havn til et attraktivt område for turister og byens borgere.
- Jeg håber da, at området kan fremstå som et dejligt og naturligt sted at komme, og at området bliver til en fuldgyldig del af Esbjerg Midtby, siger Maria Høj Pedersen fra Pedersen Group A/S.
- Netop det sted her er historisk vigtigt, for det er her havnen og dermed byens "vugge" ligger. Nu skal vi binde havn og by endnu mere sammen, siger Dennis Jul Pedersen, direktør for Esbjerg Havn.
Det ligner reb, der snor sig ind i hinanden og skal sýmbolisere et knob, netop fordi projektet skal være med til at binde havnen sammen med midtbyen.
Dennis Jul Pedersen, direktør i Esbjerg Havn.
Skal bindes sammen
Ideen, som havnen står for, er gangbroer, der skal bygges ud i havnen. Ud i vandet. Men tørskoet. Et stort projekt, der nu skal i udbud. Men prisen ligger på et tocifret millionbeløb.
- Det ligner reb, der snor sig ind i hinanden og skal sýmbolisere et knob, netop fordi projektet skal være med til at binde havnen sammen med midtbyen, siger Dennis Jul Pedersen.
Gangbroer kan ses i en række andre havne, men det her projekt er mere omfattende og spektakulært.
Hvad skal der bygges?
Den anden halvdel af projektet, står den private investor Pedersen Group A/S for. Firmaet sidder i forvejen på næsten hele kajområdet. Her er bygget store kontorbygninger. Her ligger to restauranter. Her ligger retsbygningen. Her er etableret et rekreativt område kalder Dokken City Beach. Her kommer mere fremover. Finansieret af investor-gruppen.
- Vi vil gerne invitere folk til at deltage i arbejdet med at finde ud af, hvad der skal være her på området. Lige nu er der jo ret bart, men det giver mange muligheder, siger Maria Høj Pedersen.
Der er forslag om et grønt område, et skoleområde, et område for motion. Måske koncerter.
Afspærret havn
Byens borgere og turister har svært ved at opleve havnen. Den er spærret af med hegn og forbudsskilte. Men netop dette område, som den private investor Pedersen Group sidder på, er administrativt ikke en del af havnen, men faktisk en del af midtbyen.
- Så det er kun naturligt, at vi gør noget for at gøre området her mere attraktivt, siger Maria Høj Pedersen.
I mange år har politikere og andre talt om at binde by og havn sammen. En gangbro er der kommet som en del af ønsket. Gangbroen går fra midtbyen ned til den del af havneområdet, der altså administrativt også er en del af midtbyen.
To fonde, Lauritzen Fonden og Johan Hoffmann Fonden har økonomisk støttet projektet. Gangbroerne skal stå færdige i 2023.
Hele ideen kommer fra fem studerende på Urban Architecture, Aalborg Universitet.