Oplevelsen med at være med i ’Vi drukner i rod’ bød på mange overraskelser, men især én ting er vestjysk familie stadigvæk ved at vænne sig til.
Måske blev 44-årige Mai Christensen grebet lidt af stemningen.
Hun havde ellers aftalt med sin kæreste Søren Petersen, at når de blev interviewet under optagelserne til ’Vi drukner i rod’, skulle de ikke tale sig selv ned.
Alligevel fik hun sagt, at hun følte, parret svigtede forældrerollen, når de havde tilladt, at deres hjem var blevet så rodet, som det var blevet.
For i lejligheden i Esbjerg stod der flyttekasser alle vegne - 63 i alt.
Nogle af dem var organiseret med mærkater, der viste, hvad de indeholdt.
Andre var fyldt op med alt fra piskeris til underbukser, kastet ned i kasserne som en nødløsning, når de skulle skynde sig at rydde op, inden der kom gæster på besøg.
Det var svært for familien at finde deres ting, og der gik for meget tid med at lede, når de skulle hygge med deres børn, 8-årige Jarl og 2-årige Olga.
Søren Petersen plejede at sige for sjov, at det var hurtigere at køre til Legoland end at finde noget frem derhjemme de kunne lege med.
Men der var noget alvor bag ordene, og der var også alvor bag, når Mai Christensen lidt for åbenhjertet fortalte, at hun følte, de svigtede forældrerollen.
For rodet havde konsekvenser, der gik ud over særligt Jarl.
- Jeg hadede bare, når Jarl spurgte, om han kunne lege med noget, og mor så lige skulle finde det først, siger Mai Christensen.
De tøvede, når han ville have legekammerater med hjem. Der er prestige i at vise sit værelse frem for sine venner, forklarer Mai Christensen, men hun syntes, det var synd for ham, når de ikke kunne finde hans legetøj.
De elsker ellers at have Jarls venner på besøg, men det var nemmere at tage i skoven eller på biblioteket med dem på grund af rodet i hjemmet.
Selvfølgelig har de forsøgt at komme til bunds i det adskillige gange, og i perioder har der også været pænt og ryddeligt, men rodet har altid sneget sig tilbage.
Der er imidlertid en forklaring på, hvordan det kunne nå så vidt, at familien var nødt til at smide håndklædet i ringen og få hjælp af TV 2s eksperter.
De indeholdt blandt andet 1634 stykker børnetøj, 462 stykker legetøj, 368 bøger, hvoraf halvdelen var biblioteksbøger.
I rodet gemte der sig også en mindre formue.
Der var for omkring 20.000 kroner i uåbnede pakker og ubrugt tøj, der stadigvæk havde prismærker på.
Et fund som Mai Christensen har fundet en god løsning på.
Det hele er guld
Da Jarl kom til verden, blev Mai Christensen mor lidt senere i livet end alle hendes veninder.
Derfor fik hun rigtig mange aflagte ting og brugt tøj af dem, men hun glemte en vigtig detalje, hver gang hun arvede noget nyt, forklarer hun.
Hun fik aldrig sorteret det fra, hun ikke var glad for, og parret fik ikke selv ryddet op og sendt videre.
- Vi er begejstrede for alle de ting og alt den hjælp, vi har fået. Det hele var guld, siger hun.
- Vi ser drømme og muligheder i alt. Et par udtrådte sko kan man jo male i, supplerer Søren Petersen.
Med alle de tøjstørrelser de samlede sammen, kunne de uden problemer have haft seks børn. Tingene hobede sig op, og der blev ikke sendt noget videre i systemet.
Begge forældre er også meget aktive i børnenes liv udenfor hjemmet. De deltager i forældre- og skolebestyrelser, teaterforeninger og Mai Christensen passer en udviklingshæmmet mand på frivilligt basis.
Alt sammen noget der både betyder meget for parret at være en del af, men som også tager tid fra det huslige arbejde.
Spoler man lidt længere tilbage, finder man endnu et lag af forklaringen på den situation familien havnede i.
Under Mai Christensens graviditet udviklede hun svangerskabsforgiftning med dertilhørende alvorlige fysiske symptomer. Jarl blev født for tidligt, det skete ved kejsersnit, og hele familien var indlagt i seks uger.
Under sin anden graviditet fik hun igen svangerskabsforgiftning, og Olga måtte også tages ud for tidligt ved kejsersnit.
Graviditeterne og fødslerne har taget hårdt på Mai Christensens krop, og den er aldrig blevet sig selv igen, fortæller hun.
Hun gennemgik hormonbehandling for at blive gravid anden gang. Kiloene satte sig på kroppen som følge af behandlingen, og de har været svære at slippe af med igen.
En kombination af at hun udviklede slidgigt i begge knæ, og at de blev belastede af den ekstra vægt, betød, at hun til sidst har fået skiftet begge sine knæ.
Derfor kan Mai Christensen kun overkomme langt mindre fysiske belastninger end tidligere, og hun er blevet meget afhængig af Søren Petersen.
- Jeg er ”the knokkel pukkel man”, griner Søren Petersen og sammenligner sig selv med nissen Hansi, der måtte slæbe det hele i 'The Julekalender'.
Mai Christensen kan så lave andre praktiske ting, og på den måde supplerer de hinanden, men med sine 51 år oplever også Søren Petersen, at kroppen nogle gange bliver træt.
Lægger man dertil, at de begge er drømmere, som de kalder det, der ser muligheder i alle ting, og synes det er ressourcespild og dårligt for miljøet at smide dem ud, så har man opskriften på en ond rodespiral.
Drømme lagt tilbage i kassen
Når først rodet er steget til op over begge ører, er det svært at komme af med det, har Mai Christensen og Søren Petersen erfaret.
De har mange gange forsøgt at sortere deres ting, men de er gået døde i processen hver gang.
Det har været uoverskueligt i en travl hverdag, og det har også været en mental udfordring, fordi der har været så meget rod, og de har skullet forholde sig til hver ting, de fandt frem.
- Man skal finde ud af, hvilke tøjstørrelser der er, om noget er et minde, der er værd at gemme. Er en køkkenmaskine et fejlkøb, eller har den bare været utilgængelig?
- Og så er vi jo drømmere, der tænker, at det kunne være fedt at få brugt den der slowjuicer i weekenden, forklarer Mai Christensen.
Hvad der for andre kan ligne rod, har imidlertid en anden betydning for familien. Ofte er det symbol på drømme og ideer.
Det kunne være de tre fuglehuse, Søren Petersen købte på en ferie på Bornholm. Han syntes, det kunne være så hyggeligt at se på fugleliv i haven sammen med sin familie.
Men han fik aldrig sat dem op. De voksede sammen med rodet, og fik lov at blive der, fordi det var svært at gøre op med drømmen, forklarer han.
- Man bliver lidt ked af, at drømmene ikke bliver til noget. Man finder dem frem, når man prøver at sortere ud i tingene, og så er det lettere at lægge dem tilbage igen.
- Når drømmene ligger i kasserne, så er de ligesom stadig mulige, siger han.
Og når nu de allerede havde slæbt rundt på tingene i så lang tid, ja, så virkede det næsten dumt bare at smide dem ud. På den måde var det en spiral uden ende
En anden drøm, der har gemt sig i kasserne, var Mai Christensens håb om en dag at tabe sig.
Tøj for 16.000 returneret
I alt havde hun gemt på 431 stykker tøj til sig selv, men hun kunne kun passe en tredjedel. Meget af tøjet havde stadigvæk prismærker på.
Det var blevet gemt til den dag, hun kunne passe det. Den dag skal nok komme, det er hun sikker på, men hun har erkendt, at hun kun skal have tøj i hjemmet, som hun kan passe.
Det har været en øjenåbner og lidt flovt for hende at opdage, hvor meget tøj hun havde liggende.
Men det giver mening, når hun tænker tilbage. For når livet har været svært, har shopping fungeret som selvforkælelse. Det har fået hende til at føle sig godt tilpas.
I lagerhallen tog hun en vigtig beslutning om at skille sig af med alt det overflødige tøj.
Meget af det, der havde prismærker på, kunne hun stadigvæk returnere, så hun har fået cirka 10.000 kroner tilbage i kontanter og cirka 6000 kroner i tilgodebeviser.
- Det glæder mig at have fået penge ud af det. Det er dumt, at jeg har haft så meget, det hænger ikke sammen i mit hoved. Jeg går op i miljøet, og tøjproduktion er jo virkelig slemt for klimaet. Jeg håber, at jeg er kommet over det, siger hun.
Lærer sit hjem at kende igen
Efter hjælpen i ’Vi drukner i rod’ er der meget, som familien skal vænne sig til.
På den ene side er de rigtig glade for, hvordan hjemmet er blevet. På den anden side er det også lidt mærkeligt, at det er fremmede mennesker, der har lavet deres hjem.
Søren Petersen beskriver det som at flytte i et sommerhus, hvor man ikke har været før. Alt skulle genopdages. I flere dage kunne de for eksempel ikke finde deres brødkniv.
Familien har været meget ærekære over for det arbejde, der er blevet lagt i deres hjem, og derfor har de nøjsomt lagt alt tilbage, hvor det er blevet fundet og nu har sin plads.
Med tiden er de dog langsomt begyndt at sætte deres eget præg på hjemmet igen, så det passer bedre, til den måde de lever på i hverdagen.
- Det er dejligt, at vi er blevet hjulpet på vej, men nu skal vi have det, helt som vi gerne vil. Det er lidt for bart lige nu, der skal være lidt flere af Jarls tegninger fremme, og der skal stå en grim dims i ler et sted. Så føler vi, at det er vores hjem igen, siger Mai Christensen.
Tæt på at falde tilbage til gammel vane
En gang imellem kommer de lidt på afveje. Gamle vaner er svære at skille sig af med. Selvom de har svoret, at de aldrig vil have flyttekasser stående i hjemmet igen, så har de alligevel haft lidt abstinenser.
For det er så nemt at lave en hurtig oprydning, når der kommer gæster, hvis rodet bare lige kan smides i en flyttekasse.
- Men så kom Jarl og sagde, at det måtte vi ikke for Marianne og Lene Beier. Så kom vi til at grine alle tre, og vi lyttede til Jarl og droppede flyttekassen.
- For han havde jo helt ret. Der har vi lige ved at falde i en gammel vane, siger Mai Christensen og griner.
Oprydningen er heller ikke det store problem længere, har de opdaget. Det er nemt at komme i mål nu, med de løsninger de har fået givet.
Den dårlige samvittighed, der kom til udtryk, da Mai Christensen sagde, at hun følte de svigtede forældrerollen, det er heller ikke længere et problem.
Jarl har alle de legeaftaler han vil, familien har oftere gæster på besøg – også uventede gæster.
Der er kommet fornyet energi ind i hjemmet, fortæller de. Det har givet luft og glæde, Jarl er stolt, og alle døre til lejlighedens værelser står i dag åbne, når familien har besøg.