Han overraskede alt og alle, men i dag får søsteren opmærksomheden
Søndag blev 21-årige Rasmus Søjberg Pedersen danmarksmester i linjeløb, hvor han slog rutineret navne som Kasper Asgreen, Magnus Cort og Michael Valgren.
Flaget er hejst og teltet sat op til den helt store fejring, men det er ikke for den ny udkårne danmarksmester i linjeløb. Det er til ære for lillesøsteren, der er blevet student.
- Det er overhovedet ikke min fest i dag. Det er min søsters fest, og det er hende vi skal fejre. Men det udelukker nok ikke, at folk gerne vil høre lidt om i går og også lykønske mig, siger Rasmus Søjberg Pedersen.
Søndag var det en anden fejring der var gang i, da esbjergenseren kom først over målstregen i Herning.
- Jeg er stolt over at have slået dem, der skal med til Touren, siger udviklingsrytteren.
Dagen efter triumfen er dannebrogstrikoten udskiftet med shorts og skjorte, og telefonen er rødglødende.
- Telefonen går amok med masser af beskeder fra både familie og venner men også fra folk man ikke kender, fortæller danmarksmesteren.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDYvMjQvaW1nXzAzMDcuanBlZw==/img_0307.jpeg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=357038ee1a69ee45237b91b03c17e8bc)
En drøm er gået i opfyldelse for den ny udkårne danmarksmester, men han drømmer om endnu mere.
- Jeg vil rigtig gerne op på øverste niveau og køre med alle de professionelle til hverdag og kunne kalde mig rigtig professionel, men det tager vi lige, når det har lagt sig lidt, afslutter cykelkometen fra Esbjerg.