Camilla fangede sjældent syn i Danmark
Camilla Hansen var en af mange syd- og sønderjyder, som oplevede nordlys søndag aften.
Natten til mandag har det været muligt at se nordlys fra flere steder i landet.
Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Det er usædvanligt at se nordlys over Danmark. Det sker måske et par gange om året, siger Marielle Fournier, vagthavende meteorolog hos DMI.
- Det var fantastisk
En af dem, som oplevede det sjældne fænomen i Danmark, er Camilla Hansen, der søndag aften var på vej hjem fra en fødselsdag mellem Blåvand og Oksbøl, da hun og kæresten blev opmærksomme på det sjældne fænomen.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjMvMDIvMjcvbm9yZGx5czIuanBn/nordlys2.jpg?fm=jpg&w=480&h=600&s=542d6ca8f727e32b3b9c9d1d17984f9a)
- Først så vi det grønne lys, og min kæreste sagde, at det måske var militæret i Oksbøllejren. Men så begyndte lyset at bølge helt karakteristisk som nordlys gør, forklarer Camilla Hansen til TV SYD.
Camilla har før oplevet nordlys, så derfor var hun ikke i tvivl om, hvad det var, de så på aftenhimlen.
- Jeg har været i Norge flere gange, hvor jeg har set det. Det hele varede i cirka fem minutter - og det var helt fantastisk.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjMvMDIvMjcvbm9yZGx5czIuanBn/nordlys2.jpg?fm=jpg&w=480&h=600&s=542d6ca8f727e32b3b9c9d1d17984f9a)
Nordlys er et fænomen, der opstår ved, at ladede brintioner og heliumioner kommer ind i Jordens magnetfelt. Partiklerne frigives i forbindelse med soludbrud - eller eksplosioner i solens atmosfære - som finder sted med jævne mellemrum.
I 100-300 kilometers højde bliver ionerne bremset og rammer ilt- og brintatomer. Hermed opstår lyset.
Selv om fænomenet viser sig flere gange om året, er det ikke altid til at se fra dansk jord. Det kræver nemlig mørke nætter og en skyfri himmel.
Nordlys opstår derimod dagligt i de polare områder. Det vil sige Nordskandinavien, Island og Grønland.
Det sker typisk i timerne omkring midnat i vinterperioden, skriver DMI på sin hjemmeside.
Ofte vil nordlysets farve være grønlig. På DMI's billeder kan man også se en mere violet farve.
Klar nattehimmel giver gode forhold til at spotte NORDLYS og vores udsendte meteorolog Jens Lindskjold har taget disse billeder af fænomenet i nærheden af Bording i Midtjylland. pic.twitter.com/AJINidnvxm
— DMI (@dmidk) February 26, 2023