Bilister chikanerer Ingrid dagligt - nu får hun uventet opbakning
Ingrid Lorentzen får nu hjælp til at finde de personer, der har kastet affald ind hendes grund i fem måneder grundet en fotovogn i indkørslen.
Det udviklede sig til et sandt affaldsmareridt, da Ingrid Lorentzen lod en fotovogn holde i hendes indkørsel for fem måneder siden på Varde Hovedvej i Bramming.
Det fortalte hun til TV SYD onsdag, hvor flere bilister dagligt har kastet skrald ind på hendes grund siden vognens ankomst.
- Situationen har gjort mig stiktosset for at sige det ligeud. Jeg synes, det er urimeligt, at nogen har udset mig og undskyld udtrykket givet mig en "fuckfinger" fem dage om ugen ved at smide skrald omkring min indkørsel, siger Ingrid Lorentzen.
Vognen er væk nu, men det har ikke stoppet forbipasserende i at bruge hendes indkørsel som skraldespand. Torsdag var den gal igen, hvor sølvpapirskugler lå på matriklen.
Ingrid Lorentzen havde ikke meldt sagen til politiet inden snakken med TV SYD onsdag. Det har hun nu, og det har med det samme udskiftet langemanden i overført betydning til en hjælpende hånd.
Hun havde i forvejen bestilt privat overvågningsudstyr, men de penge kan hun spare.
Torsdag morgen var en betjent på besøg, og inden længe får hun sat overvågning op, så man kan finde affaldskasterne.
- De har været hurtige til at reagere, men jeg havde slet ikke overvejet, at det her var relevant for politiet, da de nok havde nok at se til. Det har været en kæmpe lettelse for mig, siger Ingrid Lorentzen.
Syd- og Sønderjyllands Politi kunnet ikke stille op til interview torsdag.
Politiinspektør Jan Lambertsen fortalte onsdag til TV SYD, at Ingrid Lorentzens oplevelser ikke er en tendens hos borgere, der får stillet en fotovogn op på deres private grund.
Det virker også til at være et mindretal, som viser sine frustrationer frem overfor hastighedsmålerne på fire hjul.
Ikke fotovognens skyld, hvis du bliver blitzet
Ruller man ned over kommentarsporet på onsdagens historie, vejer støtten til Ingrid Lorentzen tungest.
Kommentarsporet fra TV SYDs facebookside
Den generelle holdning til fotovogne stikker også imod den adfærd fra bilister, som Ingrid Lorentzen har oplevet.
Syv ud af ti danskere synes enten godt om eller meget godt om fotovognene ifølge tal fra Rådet for Sikker Trafik. Derfor betragter trafikrådet også vestjydens oplevelse som utilstedelig.
- Vi har et menneske, der tager et ansvar for vores fælles sikkerhed og tryghed i vores lokalsamfund, og så synes jeg ikke, at det er i orden, at nogen chikanerer hende på den måde, siger adm. direktør for Rådet for Sikker Trafik, Jacob Bøving Arendt.
TV SYD kørte også en tur på rastepladsen ved Skærup.
Her stillede de adspurgte bilister spørgsmålstegn ved nogle fotovognes placering, men ingen af dem forstod, hvis nogen udviste frustrationer over at ryge i fartfælden.
- Det synes jeg er mærkeligt. Hvis man bliver blitzet, er det jo ikke fotovognens skyld. Så er det fordi, man har kørt for stærkt, siger Rikke Hansen fra Haslev.
- Hvis de kører for stærkt, så ved de, at chancen er der. Jeg kørte selv for stærkt engang, hvor jeg kørte 55 kilometer i timen i byen og fik en bøde. Jeg vidste, at chancen for at få en bøde var der, men jeg synes selvfølgelig, at det var træls alligevel, siger Rene Madsen fra Give.
Råder folk til at sige nej tak
Det var politiet, som spurgte Ingrid Lorentzen, om de måtte parkere fotovognen i hendes indkørsel i første omgang.
Og det skal de gøre igen, hvis de vil have den stående der i fremtiden. Det bliver dog svært.
Trods stor opbakning til Ingrid Lorentzen vil hun ikke bede fotovognen om at komme tilbage.
- Jeg vil gerne understrege ved at stille mig frem, at når fartkontrollen spørger, om de må bruge en indkørsel, så vil jeg folk til at sige nej. Det harmer mig, at det skal være sådan, for selvfølgelig vil jeg gerne bidrage. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om, at det skulle afføde sådan en skraldereaktion.
Sådan opstod historien
Vi modtog på TV SYD en henvendelse fra Ingrid Marie Lorentzen til denne historie.
Har du kendskab til tilfælde om chikane ved fotovogne eller har du andre oplysninger til historien, kan du skrive til mano@tvsyd.dk.
Har du tips til andre historier, kan du udfylde formularen her.
Malthe Noes, Journalist, TV SYD