Amerikanere endegyldigt ude af fodboldklub
Amerikanske Paul Conway og Esbjerg Investment Limited får ikke lov til at komme i Højesteret, og dermed er amerikanerne ude af Esbjerg fB.
Mandag er Paul Conways og Esbjerg Investment Limiteds ønske om at få sagen prøvet i Højesteret blevet afvist af Procesbevillingsnævnet, skriver EfB i en pressemeddelelse.
- Det er rart at få en endelig vished for det fremtidige ejerskab af EfB. Vi har hele tiden arbejdet efter, at Esbjerg Investment Limited ikke ville være en del af de fremadrettede planer for, hvordan vi ønsker at drifte og udvikle vores fodboldklub, men det er naturligvis en lettelse for alle i og omkring klubben, at der af højeste instans er truffet en definitiv afgørelse, siger bestyrelsesformand i klubben, Flemming Enevoldsen.
Fodboldklubben EfB indledte et samarbejde med Paul Conway og Esbjerg Investment Limited i 2021, hvor de investerede 30 millioner kroner i klubben. Siden opstod en del forviklinger, og i februar måned i år blev den vestjyske fodboldklub sendt i rekonstruktion efter en begæring fra en kreditor.
Paul Conway og resten af Esbjerg Investment Limited valgte at kære skifterettens afgørelse om en rekonstruktion af fodboldklubben den 11. marts.
De var utilfredse med afgørelsen og mente ikke, at rekonstruktionens tilblivelse skete efter bogen, fordi Paul Conway og hans advokat ikke var til stede ved mødet. Siden har beskyldninger bølget frem og tilbage.
Men nu er det endegyldigt slut. Sagen kan ikke komme videre, og det har bragt lettelse i klubben.
- Jeg er lettet, fordi ingen kunne overskue, hvad der skulle ske, hvis det her skulle trevles op igen. Og så er jeg tilfreds, fordi sagen er prøvet i alle instanser, siger Søren Volder, der har fungeret som rekonstruktør i sagen, til JydskeVestkysten.