28-årig kvinde var psykiatrisk patient i ti år - nu vil hun give noget tilbage
Ungdommens Røde Kors og Psykiatrien i Region Syddanmark har indgået et samarbejde, der skal højne glæden blandt unge i psykiatrien. Det skal ske med såkaldte ungecaféer på tre af regionens psykiatriske afdelinger, hvor frivillige som Frederikke Marie Sjölund skal skabe et sikkert og socialt rum for de unge.
For 28-årige Frederikke Marie Sjölund fra Tjæreborg har livet ikke altid været lige nemt.
For tre år siden afsluttede hun ti år som patient i psykiatrien. Et forløb hvor depression og angst var uønskede følgesvende.
- Det var en virkelig hård periode, hvor jeg havde svært ved at overskue noget som helst, siger Frederikke Marie Sjölund.
Årelang mobning i folkeskolen og en rodløs tilværelse på den ene skole efter den anden lagde fundamentet til de psykiske lidelser, hun skulle møde som 16-årig.
Her begyndte hun på gymnasiet på Esbjerg Statsskole, hvor hun havde svært ved at falde til socialt.
- Unge i psykiatrien kan få meget ud af at være sammen med en frivillig som mig, der selv har prøvet at stå der, hvor de gør. De vil se, at det er muligt at komme ud på den anden side
Frederikke Marie Sjölund, frivillig, ungecaféen på Psykiatrisk Afdeling i Esbjerg
Filmen knækkede dog for alvor for hende, da hun blev ufrivilligt gravid. Det betød, at hun var nødt til at få en abort.
- Aborten var det sidste, der skulle til, for at jeg knækkede helt og aldeles psykisk. Jeg blev ramt af angst og moderat til svær depression, og jeg måtte se mig nødsaget til at droppe ud af gymnasiet, for jeg kunne simpelthen ikke få tingene til at hænge sammen. Jeg havde bare lukket helt ned i sind og krop, siger hun.
Kan hjælpe andre i lignende situationer
I dag er Frederikke Marie Sjölund i gang med at uddanne sig til kørelærer, samtidigt med at hun er ved at afslutte en udvidet HF. Med andre ord har hun lagt angsten, depressionen og indlæggelserne så meget bag sig, som det kan lade sig gøre.
Og så alligevel ikke helt.
Sammen med andre frivillige i Syd- og Sønderjylland skal hun nemlig hjælpe unge, der står i samme situation, som hun selv stod i for år tilbage.
Ungdommens Røde Kors og Psykiatrien i Region Syddanmark har netop indgået et nyt samarbejde og vil blandt andet åbne tre nye ungecaféer på regionens psykiatriske afdelinger i Esbjerg, Vejle og Aabenraa.
Ungecaféer, der er frivilligdrevne.
- Jeg vil gerne give noget videre til andre, som har det svært, ligesom jeg selv havde det, da jeg var en del af psykiatrien. Unge i psykiatrien kan få meget ud af at være sammen med en frivillig som mig, der selv har prøvet at stå der, hvor de gør. De vil se, at det er muligt at komme ud på den anden side, siger Frederikke Marie Sjölund.
Hun mener, at hun kan byde ind med noget andet, end det som faguddannede personale kan.
- Jeg forstår helt grundlæggende, hvordan de har det. Man kan få følelsen af, at man bare er en arbejdsopgave i psykiatrien. Som frivillig kan jeg bidrage med et andet perspektiv, for jeg er her af lyst og ikke fordi, at det er mit arbejde, siger Frederikke Marie Sjölund.
Skal gøre op med isolation
Det er på mange måder essensen af projektet.
Den frivillige indsats i projektet skal ses som et supplement til den professionelle indsats, som regionens psykiatri tilbyder. De frivillige kan nemlig tilbyde et pusterum, som de professionelle ikke kan.
Det fortæller Lotte Slot Jensen, frivillighedskoordinator i psykiatrien i regionen.
- De frivillige ved, hvordan det er at være ung, og de kan spørge ind til de unge på en helt andet måde, end personalet kan. Når en frivillig spørger, hvordan det går, så er det et mere umiddelbart spørgsmål, som ikke handler som sygdomme nødvendigvis, siger Lotte Slot Jensen.
På Psykiatrisk Afdeling i Esbjerg ser man også frem til samarbejdet med frivillige.
- Det er vigtigt, at vi skaber en normalitetsfølelse blandt de unge patienter, så de ikke føler sig efterladte. Man kan hurtigt blive isoleret fra skolen og sit sociale netværk, når man er indlagt som ung, siger Tenna Bloch Olesen, der er oversygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling i Esbjerg.
Området for de unge er endnu ikke opført på de enkelte hospitaler.
Det er dog håbet, at ungdomscaféerne åbner inden årsskiftet på de psykiatriske afdelinger i Vejle og Esbjerg, mens man formentlig må vente til første kvartal på Psykiatrisk Afdeling i Aabenraa.