18-årig gav dronningen bud på, hvordan man forbedrer gymnasiet
Julie Skærlund fra Esbjerg rejste fredag til København for at komme med sine bud på, hvordan man gør overgangen fra skole til ungdomsuddannelse nemmere.
Det 18-årige elevrådsmedlem Julie Skærlund fra 3.u på Esbjerg Gymnasium prøvede fredag noget, hun aldrig har prøvet før.
Hun var blevet særligt udvalgt til at deltage i et arrangement i Københavns nordvestkvarter, hvor hun skulle komme med forslag til, hvordan man kan gøre overgangen fra skole til ungdomsuddannelsen nemmere for de unge.
Det var dog ikke hvem som helst, der lyttede med.
Udover repræsentanter fra Danmarks Lærerforening, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Danske Gymnasier, FGU, DGI og Skolelederforeningen deltog Hendes Majestæt Dronning Mary også.
- Jeg er meget spændt, og jeg glæder mig, men jeg er også nervøs på samme tid. Det er mange mennesker, man skal stå og snakke foran. Og mange vigtige mennesker jeg skal stå og snakke foran, lød det fra Julie Skærlund, da TV SYD fangede hende i bussen fra Esbjerg mod København kort inden arrangementet.
At skulle tale foran dronningen, var dog ikke noget, der slog hende ud.
- Jeg tror ikke, det er så anderledes end at skulle stå foran alle de andre. Jeg differentierer ikke på, om det er dronningen eller en anden person, men det er helt klart en ære, fortalte hun.
Gøre introforløb bedre for unge
Men hvordan kan det så være, at det lige netop var 18-årige Julie Skærlund, der skulle deltage i fredagens arrangement om unges trivsel, som Mary Fonden blandt andre stod bag?
Tidligere på året blev elever fra Esbjerg og to andre byer udvalgt til et udviklingsværksted. Her deltog Julie Skærlund. Hun blev efterfølgende udvalgt til at deltage i Mary Fondens arrangement 'Aftryk' i hovedstaden.
Det, den 18-årige gymnasieelev fra Esbjerg fredag var på scenen og tale om, var, hvordan man kan gøre introforløbet bedre for de unge, der begynder på en videregående uddannelse.
Hun havde selv et godt introforløb, hvor hun synes, at der blev taget hånd om alle de nye gymnasieelever, hvor det for nogle kan være en stor omvæltning at gå fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse.
- For man kan ikke rigtig lære noget, hvis man ikke har det godt ved siden af, siger hun og tilføjer, at hun har mange idéer til, hvordan man kan gøre det endnu bedre.
Julie Skærlund håber, at repræsentanterne fra Danske Gymnasier og de mange andre organisationer slog ørerne ud og lyttede efter.
- Det er fedt at vide, at vores stemmer også bliver hørt. Jeg håber, at dem, der kommer til arrangementet, der kan ændre noget, hører efter, hvad vi har at sige, siger hun.