Se billederne - den nye dronning fik medvind på vestkysten
I sommeren 1972 var dronning Margrethe på sit første officielle sommertogt. Det bragte dronningen, prins Henrik og de to små prinser til vestkysten.
Tryk på pillene på topbilledet for at se flere fra besøget.
En tidlig morgen den 10. juli 1972 kom kongeskibet til Esbjerg. Tusindvis af mennesker stod klar til at tage imod dronning Margrethe, som var på et tre uger langt sommertogt rundt i Danmark for at møde sit folk.
Med sig havde hun prins Henrik og de to små prinser, Frederik og Joachim, og det vakte stor opsigt. Ikke kun fordi Dannebrog lagde til kaj, som så ofte før og siden, men fordi det var første gang, Margrethe var på officiel rundtur som dronning.
Et halvt år før, den 15. januar 1972, blev hun udnævnt til dronning, frysende i vinterkulden på Christianborg Slots balkon, sørgende over sin far, Frederik den niendes død. Men i sommeren 1972 var der rødhvide farver, blomster og store smil under det to dage lange besøg på vestkysten.
Esbjerg og Margrethe hyldede hinanden
Regentparret blev officielt modtaget af Esbjergs daværende borgmester Henning Rasmussen, og dronningen kvitterede, ifølge dagbladet Vestkysten, for den varme modtagelse.
Det er den måde, man bør møde Esbjerg på. Det er den måde, Esbjerg møder verden på
Dronning Margrethe
- Det er min mand og mig en stor glæde at komme til Esbjerg, og at kunne gøre med vort skib. Det er den måde, man bør møde Esbjerg på. Det er den måde, Esbjerg møder verden på, blev dronning Margrethe citeret for at sige.
Majestæten kiggede både frem og tilbage.
- Det er imponerende at se, hvad der på dette sted har kunnet opbygges på disse 100 år, og det er ikke til at tage fejl af, at det er en by, som med glæde ser 100 år frem og forestiller sig en lige så rask og lige så livlig udvikling. Vi ønsker Esbjerg by og alle, der bor omkring, alt godt i disse dage og i fremtiden, sagde dronning Margrethe ifølge Vestkysten.
Høje hæle og prins Henrik på egen hånd
Selv i et åbent samfund som Danmark var der tænkt på majestætens sikkerhed med vagtpersonale til vands og til lands. Man havde endda valgt at asfaltere kajens jernbaneskinner til, så dronningen og hendes hofdamer ikke risikerede at få deres høje hæle i klemme.
Ellers foregik det i forholdsvis afslappet stil. Dronningen var blandt andet på Esbjergs containerhavn, Esbjerg Fiskeauktionen, Specialarbejderskolen og Søfartsmuseet, og hun stoppede ved monumentet for de omkomne fiskere.
Besøget bragte også regentparret til blandt andet Blåvand, Mandø og Fanø, men dronningen var syg på andendagen, så prins Henrik måtte selv tage sig af det officielle besøg i Ribe. Det var første gang, han repræsenterede kongehuset på egen hånd. Ellers var det i høj grad den nyudnævnte dronning, som var i fokus i sommeren 1972.