’De grønneste fingre’ er slut på TV SYD.

Det blev Anni Henry Christensen fra Sønderborg, som endte med at løbe med sejren. Det skete efter en finale, hvor Anni og Anette Strøm skulle lave en beklædningsgenstand af blomster. Begge valgte at lave en kjole.

- Jeg tænkte under semifinalen: ”Jeg kan godt vinde det her”, siger Anni.

Anni var dog ikke tilfreds med sin blomsterkjole. Hun savnede et større udvalg af blomster, så hun kunne give sin kjole et andet udtryk.

Undervejs overhørte hun, hvordan dommerne bedømte modstanderen Anettes blomsterkjole. Hun bed mærke i, at Anette fik en del kritik.

Derfor var Anni glad, men ikke overrasket, da dommerne til sidst udpegede hende som vinder af programmet.

Efter sejren i programmet har Anni taget en beslutning, som vil forandre hendes liv.

Og det er ikke første gang.

Et helvede

Anni er datter af en dansk far og en grønlandsk mor. Hun blev født på Grønland i 1970, hvor hendes far var taget op for at arbejde som tømrer nogle år forinden.

Da Anni var tre måneder gammel, flyttede familien til Sønderborg i Danmark. Kort efter endte de i den lille by Høruphav på Als, hvor familien byggede et hus.

Anni var så lille, at hun ikke følte et tilhørsforhold til Grønland. I hendes sind var hun dansker. Bare med brune øjne og mørkt hår.

Men hun fik ikke lov til at føle sig som dansker i det lille samfund på Als.

- Jeg blev mobbet rigtig meget af særligt to drenge i min klasse. De kaldte mig køleskabsneger og andre grimme navne. Det var et helvede, siger Anni.

Mobberiet begyndte omkring fjerde eller femte klasse. Anni prøvede at råbe lærerne op om sine plageånder, men de lyttede ikke. Så hun gik med det selv.

Når hun kom hjem fra skole, fortalte hun ikke sine forældre om det helvede, hun oplevede i skolen.

- Når lærerne ikke kunne gøre noget, så kunne mine forældre nok heller ikke. Det var træls at gå med. Det er nok også derfor, at det sidder så dybt og stadig gør ondt, siger Anni.

Det var ikke kun i skolen, at Anni mærkede foragten for sit grønlandske udseende. Under en indkøbstur spyttede nogle ældre drenge efter hende, og hendes mor og kaldte dem ’sorte svin’.

Paradoksalt nok kunne de samme drenge komme på besøg i hjemmet, fordi Annis far var engageret i den lokale håndboldforening, hvor flere af dem spillede. Så trods det at de havde spyttet efter Anni og hendes mor, sad de i familiens kælder og spiste røde pølser, når der var håndboldafslutning.

- Det var grotesk, siger Anni.

I de år var der to verdener for Anni. Når hun var i skole, følte hun sig anderledes og nederst i klassens hakkeorden. Hun blev bevidst om, at hun var anderledes. Når hun kom hjem, var det som om, at der intet var sket. Her var der trygt.

Det kunne ikke blive ved.

Sagen i egen hånd

Anni husker ikke, om mobberiet varede i tre eller fire år. Men hun husker, da det stoppede.

En dag var to af plageånderne på nakken af hende. Hun bad dem om at holde op, men det var de ligeglade med.

- Jeg fik simpelthen nok. Jeg slog dem ned, siger Anni.

Mobberiet fik en brat afslutning. Efterfølgende hørte Anni ingenting for sit eksplosive udbrud, som sendte de to plageånder til tælling.

Bagefter funderede Anni over, hvad der var sket. Hun var glad for at få fred.

- Jeg tænkte: ”Hvorfor gjorde jeg ikke det tidligere”?

Selvom hun fik fred, satte mobningen et dybt spor i hende. Når hendes mand Gorm fortæller om sin lykkelige skoletid, kan hun ikke genkende følelsen. Hun husker sin skoletid som forfærdelig.

- Hvis du krøller et stykke papir, så er det umuligt at glatte det helt ud efterfølgende. Det kan man ikke. Folderne bliver ved med at være der. Det er de ar på sjælen, som mobningen gav mig. Jeg glemmer det jo aldrig, siger Anni.

Uden hjælp fra lærere eller forældre forandrede Anni sit liv. Selvom mobberiet har sat ar i hendes sjæl som folder på et papir, så har det også givet hende en styrke.

Hun ved, at hun skal sige fra med det samme. At det ikke hjælper at bære rundt på en byrde i stilhed.

- Jeg tænker meget over, at vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden. Træder nogen mig over tæerne i dag, bliver de valgt fra, siger hun.

Nu er hun klar til at forandre sit liv igen.

Åbenbaring

Annis tidligste minde om blomster var de små køkkenhaver, hun som barn havde med sine søskende. I deres var der grøntsager. I Annis var der blomster. Da hun fyldte ti år, lavede hun en blomsterdekoration til sit fødselsdagsbord.

Hun mistede sit arbejde som grafiker under coronapandemien i 2020. Når hun ikke søgte efter nyt arbejde, brugte hun nogle timer om ugen på at passe sine blomster i haven. Når hun i dag går ture, varer de altid længere tid, fordi hun skal plukke blomster. Hendes mand kalder hende endda fru Flora.

- Blomster gør mig bare glad. Både at kigge på dem og skabe noget med dem, siger hun.

Men hun savner ikke arbejdet som grafiker. Hendes deltagelse i ’De grønneste fingre’ gav hende en åbenbaring, hun ikke har tænkt på før.

Sejren i tv-programmet viste hende, at hendes færdigheder med blomster lå udover det normale. Fordi det var ikke kun den sidste opgave, hun vandt. Hun vandt også tre opgaver undervejs.

- Jeg blev bekræftet i, at jeg er dygtig til at arbejde med blomster, siger Anni.

Derfor har hun besluttet sig for at droppe grafikerfaget og bliver blomsterbinder. Lige nu er hun flyttet fra Sønderborg til Beder Landbrugsskole, hvor hun skal bo i et halvt år og tage en blomsterbinderuddannelse.

- Jeg fik et wake-up call! Det har været helt vildt positiv, siger hun.

Nu drømmer hun om at få sin egen lille blomsterbutik, hvor hun kan sælge sine blomsterkreationer og måske også nogle små grafiske skilte. Livet skal fremover være fyldt med blomster, der gør hende glad.

Du kan se alle afsnit af 'De grønneste fingre' - helt gratis - på TV SYD PLAY, lige når du vil.