Her er de giftigste blomster i Danmark - og sådan føles nogle af dem
Danmark kan bryste sig af at have en flora, der er harmløs sammenlignet med andre steder i verden. Men der er dog stadig giftige overraskelser.
Hvis man går en tur i den danske natur, skal man være ualmindelig uheldig for at komme til skade med noget, der er vildere end et hvepsestik.
Der er dog blomster, som kan bide fra sig. Nogle har navne, som frister med at fortære dem. Det ville dog være livsfarligt. Andre ser smukke ud, men hvis du rører ved dem, giver det et rap over nallerne eller værre.
Sammen med Gert Jensen, chefgartner i Universe på Als og dommer i TV SYD-programmet 'De grønneste fingre', har TV SYD samlet en oversigt over nogle af de giftigste blomster i Danmark.
Dansk ingefær
Navnet kan snyde, fordi der er intet spiseligt ved dansk ingefær. Den er nemlig giftig. Saften fra planten kan give irriteret hud og blærer ved særligt uheldige tilfælde. De flotte røde bær ligner en lille majskolbe, som kan virke fristende. Men ved indtagelse giver de mundbetændelse med en brændende følelse i mund og svælg.
- De fleste bær fra giftige planter smager besk, og det gælder også for dansk ingefær. Det er ikke selve frugtkødet, men kernerne som er giftige, siger Gert Jensen.
Liljekonvallen
Mange har den i haven, og den er fin at se på. Men Liljekonvallen er en giftig blomst, og du skal holde dig fra hele planten. Du skal aldrig spise noget af den, da det kan give hjerteforstyrrelser og i værste fald død. Du er heldig, hvis du slipper med en slem omgang maveonde.
Taks
Ikke ligefrem en blomst, men et lille nåletræ med små røde blomster. Oftest ses den som buske. Træet er gennem århundreder blevet brugt til lidt af hvert, men du skal holde dig fra nålene og blomsterne, da de indeholder giften taxin. Ved indtagelse kan 500 gram øjeblikkeligt slå en hest ihjel.
Gasplante
Hele planten og især frøkapslen indeholder en olie, som er meget irriterende for huden. I værste fald kan olien antænde og give forbrændinger. Hvis du rører ved planten og derefter får solskin på huden, sker en såkaldt fototoxisk reaktion, som gør det hele værre.
- Det brænder og svier mere end en brændenælde, men kan også give brandsår og vabler. Jeg har selv prøvet det. Man skal ikke lægge den på armen, når man går og plukker blomster, siger Gert Jensen.
Fingerbølplante
Blomsterne hænger i klaser som vindruer, og det kan være fristende at putte dem på fingrene som små fingerbøl. Men det skal du absolut ikke gøre. Især blomsterne er giftige. De indeholder giftstoffet digitalis, som ved indtagelse kan være livsfarligt.
Ærteblomst
Her er tale om en rigtig narreplante ligesom dansk ingefær. Fordi selvom ærteblomsten har et spiseligt navn, så er der intet spiseligt ved den. De små frøkapsler ligner ærtebælge, men hvis du spiser dem, kan de lamme strubehovedet, og det kan være livsfarligt. Der skal dog en del til.
- Min nevø skulle til udpumpning som otteårig, efter han havde spist fra ærteblomsten. Det er desværre mest børn, som kan komme til at spise noget af planten, fordi de ikke ved, hvad det er, siger Gert Jensen.
Olieplante/kristpalme
Denne plante indeholder giftstoffet ricin, som er så giftigt, at det kategoriseres som et kemisk våben. Det er særligt frøene, som er giftige. Et til to frø kan slå et barn ihjel. Omkring otte slår en voksen ihjel. Symptomerne på forgiftning kan tage timer eller dage om at manifestere sig.
- Jeg har stukket mig på den engang, hvor mine fingre hævede i tre uger og gjorde ondt. Saften giver forbrændinger, og det er særlig slemt i solen, siger Gert Jensen.
Og så tre af de klassiske...
Udover ovenstående planter findes også tre klassiske giftige planter, som de fleste danskere kender.
Det er brændenælden, som svier og giver kløer. Giften sidder på bladene. Det er bjørnekloen, som har små fimrehår, der giver hudirritation. Især hvis der kommer solskin på huden efterfølgende.
Derudover er der selvfølgelig svampe, hvor de fleste kender fluesvampen, som findes i farverne rød, grøn og hvid. De er alle giftige. Dog ikke at røre ved.
- Jeg har hørt, at fluesvampen fik sit navn ved, at man blandede den med mælk og satte det frem som fluefanger, siger Gert Jensen.
En anden teori er, at bønder lavede grød med svampen, som de smurte på staldens vægge for at gøre det af med fluerne.
Der er dog ikke giftige planter med i 'De grønneste fingre', som du kan se lige nu på TV SYD Play og hver søndag aften klokken 19.30 på TV SYD.