Udsættelse af EM-fodbold kan gavne Superligaen
EM i fodbold bliver udskudt til sommeren 2021 på grund af corona-frygt.
Der bliver alligevel ikke holdt EM i fodbold til sommer. Tirsdag besluttede det internationale fodboldforbund UEFA at udskyde den store slutrunde, hvor der blandt andet skulle spilles fire kampe i Danmark.
Årsagen er naturligvis corona-krisen, som lige nu har sat næsten alle fodboldligaer i Europa på standby. Det begræder alle ægte fodboldfans, men beslutningen kan være en fordel for superligaklubberne i Danmark. Det vurderer blandt andre Bo Pinholt, som er bestyrelsesformand for AC Horsens.
- Det et selvfølgelig ærgerligt, at man er nødt til at udskyde EM, men det er også en logisk beslutning. Den giver os en ganske god mulighed for at få afviklet Superligaen på en ordentlig måde, siger Bo Pinholt til TV SYD.
Sportsligt og økonomisk vigtigt
EM var planlagt fra 12. juni til 12. juli. Divisionsforeningen, som står for klubkampene i Danmark, har tidligere talt imod, at man ville kunne afvikle superligakampe samtidig med EM.
- Vi ved jo ikke, hvornår det bliver muligt at spille kampene. Men det er en fordel, at vi nu vil kunne spille kampe hele juni. For os handler det om, at Superligaen kan afvikles sportsligt korrekt, og at vi får nogle indtægter fra tilskuere, sponsorer og tv, siger Bo Pinholt.
Formanden for Esbjerg fB, Brian Knudsen, er grundlæggende enig.
- Der er ting, som er større end fodbold, og det vigtigste er jo, at folk bliver raske. Når det er sagt, så er det ærgerligt for fodbolden, at EM aflyses. Men det giver os en forbedret mulighed for at få en sportsligt fair afvikling af Superligaen. Det håber jeg kan lade sig gøre, siger Brian Knudsen til TV SYD.
Tirsdag meldte UEFA ud, at alle ligakampe så vidt muligt skal spilles inden juli.
Kan koste dansk hjemmebane
Dansk Boldspil-Union (DBU) bakker op om UEFA's beslutning, som blandt andet begrundes med hensynet til klubberne.
Men udsættelsen betyder også, at det ikke er sikkert, der skal spilles EM-kampe i København. Det siger DBU's formand, Jesper Møller, i en pressemeddelelse.
- Vi har alle glædet os til at holde en kæmpe fodboldfest i København og i resten af Danmark, og vi vil gerne være med i 2021. Vi er dog nødt til at undersøge, hvad der er muligt, både i forhold til Parken, hoteller og resten af det kæmpe setup, det er at afholde fire kampe i en EM-slutrunde. Vi ønsker en ansvarlig og bæredygtig løsning, siger Jesper Møller.