Smittetallet falder fortsat: Fanø er nu fri for smitte for anden dag i træk
Antallet af smittede med covid-19 falder fortsat i Syd- og Sønderjylland. Og som det eneste sted i landsdelen er Fanø for anden dag fri for smittede.
Smittetallet falder fortsat i de 14 kommuner TV SYD dækker, og på Fanø har de som det eneste sted i området ikke konstateret nye smittetilfælde de seneste to døgn.
Det viser den seneste daglige opdatering fra Statens Serum Institut (SSI), der er offentliggjort fredag eftermiddag.
Smittetallet er fredag 1.274 smittede mod 1.352 torsdag i de 14 kommuner. Det betyder, der er 78 færre smittede i dag end i går målt over de seneste syv døgn.
Også i Sønderborg falder smittetallet fortsat markant. Her er der fredag konstateret et incidenstal på 165, som er antal smittede per 100.000 indbyggere. Kommunen har ellers over en længere periode og som den eneste kommune ligget på et incidenstal på over 300.
I alle andre kommuner falder smittetallet også bortset fra i Varde, Horsens og Tønder kommuner. Her er der målt en svag stigning.
Fortsat mange indlagte og døde
På landsplan er der 1.660 flere smittede end i går, og der er lige nu indlagt 864 personer på landets hospitaler.
I Region Syddanmark er der fredag 98 indlagt på regionens hospitaler, og her ligger 20 af dem på intensiv, og 10 får hjælp til at trække vejret i en respirator. I Region Midtjylland, som kommunerne Horsens og Hedensted hører under, er der fredag indlagt 226 personer. 44 ligger på intensiv og 33 ligger i respirator. Vi kan ikke se tallene for de enkelte hospitaler.
Yderligere 30 er døde med virussen. Det betyder, at siden marts er i alt 1.517 døde, mens de har været coronasmittet.
At positivprocenten falder er godt nyt - men
Andelen af positive svar i forhold til antallet af test giver fredag en positivprocent på 1,71. Det er den laveste positivprocent siden 28. november, hvor 1,63 procent af testene var positive.
En anden ting er, at positivprocenten nu er faldet seks dage i træk. Den steg senest fra 1. januar til 2. januar.
Epidemiens udvikling går derfor i den rigtig retning, men der er et vigtigt forbehold.
Det vurderer Nina Weis, professor og overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.
- Udviklingen er måske ved at stagnere og er bedre under kontrol, end den var før jul, men da vi kun er cirka en uge fra nytår, så er det for tidligt at sige, at alt er under kontrol. Vi har endnu ikke set, hvis der er sket smitte under nytår, siger Nina Weis.
Den britiske hurtigsmittende coronavariant bekymrer fortsat sundhedsmyndighederne, så derfor skal danskerne et stykke tid endnu leve med de omfattende restriktioner med nedlukning af store dele af samfundet samt et forsamlingsforbud på fem personer.
Fredag er 102.092 danskere blevet vaccineret, hvilket svarer til 1,75 procent af befolkningen. I Region Midtjylland drejer det sig om 22.034 personer og i Region Syddanmark har 20.112 personer fået første vaccinestik.