Se, hvornår dagtilbud og skoler genåbner i din kommune
På Kongsbjergskolen i Lunderskov er de klar til at tage i mod 350 elever fra på onsdag. Hverdagen bliver dog langt fra den samme, som eleverne forlod inden nedlukningen.
Fra på onsdag begynder dagtilbud, skoler og SFO’er at genåbne efter fire ugers nedlukning. Når det sker, vender børnene tilbage til en anderledes hverdag.
Se her, hvornår dagtilbud, skoler og SFO’er tidligst åbner i din kommune:
Oversigt over kommuners genåbning:
Billund: Dagtilbud åbner fra d. 20. april. Skoler og SFO åbner fra d. 15. april.
Esbjerg: Åbner fra d. 17. april.
Fanø: Åbner fra d. 16. april.
Fredericia: Dagtilbud åbner fra d. 16. april. Skoler og SFO vides endnu ikke.
Haderslev: Åbner fra d. 15. april.
Hedensted: Åbner fra d. 15. april.
Horsens: Åbner fra d. 15. april.
Kolding: Åbner fra d. 15. april.
Sønderborg: Åbner fra d. 15. april. SFO vil kun være åben fra 8-14. Derefter overgår den til nødpasning efter særlige kriterier.
Tønder: Åbner fra d. 15. april.
Varde: Dagtilbud åbner fra d. 15. april. Skoler og SFO åbner fra d. 17. april.
Vejen: Åbner fra d. 15. april.
Vejle: Åbner fra d. 15. april.
Aabenraa: Åbner fra d. 15. april.
I de fleste kommuner vil åbningerne ske gradvis, og det betyder, at enkelte afdelinger kan åbne senere end de angivne datoer. Det kan for eksempel skyldes, at de har brug for mere tid for at kunne leve op til de nye retningslinjer.
De angivne datoer er derfor dato for, hvornår tilbuddene tidligst vil åbne i hver enkelt kommune.
Vores undervisning bliver ikke, som da vi forlod skolen. Så må planer være planer. Vi skal nok nå det. Det bliver bare ikke lige nu.
Wilhelm Hallum, skoleleder på Kongsbjergskole, Lunderskov
Fokus på retningslinjer
På Kongsbjerskolen i Lunderskov har de den sidste uge arbejdet på at blive klar til at tage imod skolens 0.-5. klasser fra på onsdag.
Her har skolen valgt at tage 30 klasselokaler i brug til 350 elever og dele klasserne op i mindre grupper, så de kun undervises i hold på maksimum 14 elever. Derudover vil der kun være en til to lærere til at undervise i alle fag for at undgå omgang med for mange forskellige mennesker.
- Lige nu har vi lavet et setup, hvor vi har fokus på, at vi lever op til retningslinjerne. Vores undervisning bliver ikke, som da vi forlod skolen. Så må planer være planer. Vi skal nok nå det. Det bliver bare ikke lige nu, siger skoleleder Wilhelm Hallum.
I hvert klasselokale er der sikret minimum to meters afstand mellem eleverne. Det har skolelederen personligt sikret med en tommestok i alle lokaler. Derudover er klatrevæggen lukket, og sofaerne i hyggekrogene er fjernet.
- Det er jo ikke den skole, de sagde farvel til. Det er en væsentlig anderledes skole og en væsentlig anderledes skoledag, siger Wilhelm Hallum.