Sådan får du en god oplevelse med at arbejde hjemme
Kan du huske sidste gang, du skulle arbejde hjemme? Nu skal du måske til det igen. Her får du gode råd til, hvordan du får den bedste oplevelse med hjemmearbejdet.
Rigtig mange har prøvet det før.
Det at arbejde hjemmefra kan for nogen være en positiv ændring, mens andre kan have rigtig svært ved det. Uanset hvad, kan det være virkeligheden efter, at regeringen onsdag opfordrede alle, der kan, til at arbejde hjemme.
Men hvad kan man selv gøre for at få hjemmearbejdet til at blive en god oplevelse?
Det har vi spurgt Helle Folden Dybdahl om. Hun er chefpsykolog i PPclinic, der har praksis i Vejle, Aarhus og København. Derudover sidder hun i Dansk Psykologforenings coronapanel, der rådgiver bredt om de psykologiske udfordringer ved konsekvenserne af pandemien.
- Et godt råd er at tænke over de gode strategier fra sidst, da man arbejdede hjemme i en lang periode. Når det indtil videre ’kun’ er tre uger, så skab gode holdbare rutiner og tænk ikke, at det er noget, der skal overstås, siger hun.
Hvordan bevarer jeg koncentrationen og effektiviteten, når jeg arbejder hjemme?
- Vi ved, at det er vigtigt at skabe en struktur. For dagen kan godt flyde lidt ud, fordi man for eksempel står op og tager morgenmaden over til computeren, eller føler at man lige kan arbejde lidt længere. Beslut dig for, hvornår du går på arbejde, og sæt dig ned og lav en plan for, hvornår du arbejder, hvornår du holder pause, og hvornår du holder fri. Og så træk i arbejdstøjet, ligesom hvis du skal møde ude på arbejdspladsen i stedet for at sidde i joggingsættet. Giv dig selv de der små signaler om, at nu er du på arbejde.
- Derudover skal du tage flere små pauser, end du lige tror. På en normal arbejdsdag går du lige ud til kaffemaskinen eller en kollega kommer forbi, så du holder en masse små pauser i løbet af en normalt arbejdsdag. Dem skal du også huske at tage derhjemme.
Jeg tænker på, om min arbejdsgiver mener, at jeg er effektiv nok derhjemme. Hvad gør jeg?
- Det er noget af det, der kan ramme mange mennesker. For hvornår gør jeg nok, og kan andre se, hvor meget jeg laver? Der er nogen, der laver for lidt, og nogen der laver for meget, så der ligger en opgave i fra lederen, at man skal blive set i løbet af dagen, og så kan I forventningsafstemme, hvad man skal nå. Vær ærlig og åben over for din chef med, hvordan du selv synes, det fungerer for dig at arbejde hjemme.
Jeg bliver fristet til at tage opvasken, vaske tøj eller støvsuge. Skal jeg gøre det?
- Det vil være individuelt. Nogen vil tage det som en pause og tænke, at det er rart, at man kan gøre det. Men man skal stadig være bevidst om, hvorvidt det giver følelsen af, at man ikke passer sit arbejde.
Hvordan håndterer jeg bedst fraværet af mine kollegaer?
- Vi ved jo bare, at ensomheden rammer nogen og særligt dem, der bor alene. Så sæt skærmen på ved Teams-møder, og lav aftaler om at se andre mennesker uden for arbejdet. Der skal være et socialt element i løbet af dagen, og det kan måske også være i løbet af arbejdstiden, hvor man kan aftale en virtuel kaffe eller frokost.
Hvordan undgår jeg at blive trist over at skulle arbejde hjemme?
- Lige nu er det en mørk tid, så sørg for at komme ud og få lys og frisk luft, så du ikke står op, mens det er mørkt, og har fri, når det er mørkt, og så skal du først til at komme ud. Igen er pauserne vigtige, for vi ved fra undersøgelser, at man bliver mere træt ved hjemmearbejde.
- Og så er der det her med at være sociale med nogen i løbet af dagen. Så lav aftaler med kollegaer eller venner.
Jeg har svært ved at koncentrere mig, når mine børn eller familiemedlemmer også er herhjemme. Hvad gør jeg?
- Jeg tror, det bedste er, at man får lagt en plan og lavet en aftale, hvor man får uforstyrret tid. Og så skal man tage den her snak med sin leder igen om, hvilke behov man har, så man for eksempel kan tage arbejde om aftenen eller noget andet. Man skal lade vær med at lade sig om, at alt er normalt, og slå det hen, at det nok skal fungere, som det plejer.
Hvordan laver jeg et godt arbejdsmiljø for mig selv?
- Jeg tror, det er vigtigt at prøve at skabe holdbare rammer. For man kan godt enkelte gange og kortvarigt arbejde i sofaen, men hvis du skal sidde hjemme i længere tid, så lav en indretning og brug lidt tid på, hvordan du kan sidde hjemme og have en arbejdsplads, hvor du rydder op og kan sidde hver dag.