Nye danske mundbind: Varde-virksomhed med i produktionen
Nyt samarbejde sikrer, at der nu kan leveres mundbind, der udelukkende bliver fremstillet og produceret af danske råvarer. FiberVisions i Varde leverer fibrene til de danske mundbind.
De første mundbind er allerede færdigproduceret, og den første aftale om at levere flere er allerede lavet med Region Hovedstaden.
Det nye samarbejde mellem FiberVisions i Varde og Scandinavian Medico System i Hinderup er, ifølge initiativtagerne, kommet godt fra land.
- Jeg er meget stolt på FiberVisions vegne over at være med til at udvikle og fremskynde produktionen af mundbind i Danmark, fortæller administerende direktør i FiberVisions, Carsten Myllerup Madsen.
De danskproducerede mundbind er testet og lever ifølge virksomheden op til de højeste standarder.
Mest til sundhedspersonale
Mundbindene henvender sig i første omgang til sundhedsektoren. Her er det blandt andet sygeplejersker og læger i Region Hovedstaden, der er de første, der kommer til at bruge de danske mundbind.
Det er altså en anden type mundbind end dem, der kan købes i butikkerne.
- Vores luftgennemstrømninger lever fuldt op til kravene, og er langt bedre end det, der egentligt er minimumskrav. Hvis du fx løber en tur, måske ikke et maraton, så vil kunne løbe en tur uden at blive stakåndet, siger direktør Dan Gundersen fra Scandinavian Medico Systems.
Det nye samarbejde betyder, at FiberVisions i Varde netop har ansat 18 nye medarbejdere på grund af travlhed. Det giver administerende direktør Carsten Myllerup Madsen store forventninger.
- Hvor mundbind hidtil er blevet importeret, kan vi nu producere i Danmark. På den måde sikrer vi forsyningskæden, og at der til enhver tid kan leveres mundbind i Danmark, fortæller han.
Danske mundbind
De danske mundbind består af tre lag.
FiberVisions fremstiller de to lag, som bliver lavet af plastgranulater.
Det bliver til et stof, der hedder Non Wowen.
Materialet bliver blandt andet også brugt i servietter og i bleer.
Mellem de to lag er der et filter, der bliver fremstillet i Aalborg.
Foreløbig bliver de kun fremstillet til sundhedssektoren.
Prisen på mundbindene er 20 kroner stykket.