Nye nationale corona-restriktioner: Færre må samles og restaurationer skal lukke klokken 22
På et pressemøde har Mette Frederiksen præsenteret en række nye nationale tiltag for at begrænse smitten af coronavirus.
Fredag har statsminister Mette Frederiksen (S) holdt pressemøde sammen med sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, rigspolitichef, Thorkild Fogde og faglig direktør ved Statens Serum Institut, Kåre Mølbak.
På pressemødet har statsministeren præsenteret en række nye nationale påbud og anbefalinger for at begrænse smitten med coronavirus, der igen har fået sit tag i Danmark.
Nye nationale corona-tiltag
- Lørdag klokken 12 sænkes forsamlingsforbuddet til 50 personer
- Restauranter, barer og caféer over hele landet skal senest lukke klokken 22
- Der skal bæres mundbind af personale og gæster på restauranter, barer og caféer, når man ikke sidder ned
- Det er forbud mod at indtage alkoholiske drikke, når der køres i busser
- Der skal være synligt opsynspersonale i detailhandlen over 2000 kvadratmeter
I løbet af det seneste døgn er 454 danskere konstateret smittet med coronavirus. Det er det højeste antal smittede på et døgn, siden coronavirussen kom til Danmark.
De nye nationale tiltag betyder, at restauranter, barer og caféer over hele landet senest skal lukke klokken 22, og man skal bære mundbind, hvis man ikke sidder ned. Derudover sænkes forsamlingsforbuddet fra 100 til 50 personer fra lørdag klokken 12. Der må desuden ikke indtages alkohol i busser.
Udover de nationale restriktioner kom Mette Frederiksen også med et par anbefalinger. Her opfordrede statsministeren alle danskere til begrænse den sociale kontakt. Det indebærer, at man undgår håndtryk, kram og kindkys. Desuden opfordrede Mette Frederiksen til, at man begrænser, hvor længe og hvor mange man mødes med.
Derudover opfordrede hun til, at ansatte i både det offentlige og i det private så vidt muligt arbejder hjemmefra i den kommende tid.