Legoland må åbne, men venter
Legoland holder fast i, at parken åbner 8. juni - også selvom der onsdag er kommet retningslinjer, der betyder, at de vildeste forlystelser ikke må åbne.
- Vi har haft lukket i lang tid, og det er vi kede af. Men det vigtigste er, at vi åbner på en måde, hvor gæsterne kan være trygge.
Sådan lyder det fra Legolands pressechef Kasper Tangsig, når han skal forklare, hvorfor forlystelsesparken først åbner dørene for gæster den 8. juni.
I sidste uge fik udendørs forlystelsesparker ellers myndighedernes velsignelse til at åbne allerede i dag, og i dag kom de retningslinjer, som Legoland har manglet for at kunne planlægge åbningen.
Men forlystelsesparken holder fast i, at den først åbner 8. juni.
- Vi har planlagt at åbne den 8. juni, og vi ville selvfølgelig gerne have åbnet før, men med de mange tiltag, som skal på plads, og de nye retningslinjer, som vi først har fået indblik i her en uge efter aftalen faldt på plads, så har vi besluttet, at vi holder fast i den 8. juni, siger Kasper Tangsig til TV SYD.
Retningslinjer ændret
Allerede 14. maj modtog de danske forlystelsesparker en række retningslinjer fra Erhvervsministeriet, som de skal leve op til for at kunne åbne.
De indebærer blandt andet, at der skal være mindst to meters afstand mellem personer i hurtigtkørende forlystelser som rutsjebaner, hvor gæster uforvarende kan komme til at sprede coronasmitte gennem spyt fra skrig og skrål. Desuden skal parkerne også sørge for hyppig afspritning og tydelig afstandsmarkering.
Og nu er der så altså kommet en række tilføjelser til disse retningslinjer.
De indebærer blandt andet, at de vildeste rutsjebaner og attraktioner skal holdes lukket - herunder forlystelser, der giver anledning til råb og skrig og forlystelser med kraftig bevægelse og rotation.
- Vi har arbejdet intenst på at implementere de retningslinjer, vi fik for cirka to uger siden. Det er naturligvis frustrerende, at der så tæt på vores åbning kommer nye retningslinjer, og det undrer os meget, at man i Danmark vælger at kræve visse typer af forlystelser lukket, mens de godt kan få lov til at køre i eksempelvis Norge, Holland og Tyskland, siger Kasper Tangsig.
De nye retningslinjer kommer kun i ringe grad til at påvirke Legoland.
- Vi har ikke mange vilde forlystelser i Legoland, men der vil være nogle stykker, hvor vi med de nye retningslinjer kun kan sende én familie afsted af gangen, hvilket naturligvis reducerer kapaciteten meget, siger Kasper Tangsig.
Legoland åbner med lav kapacitet
Der knokles nu i disse dage, hvor medarbejderne i Legoland har travlt med at skaffe håndsprit og uddanne personalet i coronasikkerhed, så små og store gæster kan føle sig trygge og sikre, når parken åbner. På åbningsdagen den 8. juni vil det desuden kun være gæster med sæsonkort, der kan komme ind.
- Første åbningsdag kommer vi til at køre med under ti procent af vores normale kapacitet, og derfra åbner vi gradvist mere op. Men der skal være god plads til gæsterne, det er det vigtigste, siger pressechef Kasper Tangsig.
Af landets 12 førende udendørs forlystelsesparker er det kun Tivoli Friheden i Aarhus og Dyrehavsbakken i København, der har valgt at åbne i maj. Tivoli Friheden skal efter planen allerede åbne på fredag den 29. maj.
Artiklen er opdateret med nye citater fra Kasper Tangsig, siden retningslinjerne blev offentliggjort.