Forlængelse af forsamlingsforbud rammer sportsklubber hårdt
Efter forlængelsen af forsamlingsforbuddet må både store og små idrætsklubber fortsætte med at vende hver en 25-øre. Foreningsledere håber, at syd- og sønderjyderne vil stå klar, når foreningerne åbner op igen.
Der er stille på stadion eksempelvis hos AC Horsens og Esbjerg fB for tiden. Og det vil det fortsætte med at være, efter statsminister Mette Frederiksens udmelding mandag aften.
Forsamlingsforbuddet på ti personer er blevet forlænget til den 10. maj, og det betyder, at sports- og idrætslivet fortsat er på pause.
- Vi kan se, at det er et no-go at spille fodbold frem til den 10. maj, og vi ved jo heller ikke, hvad situationen er derefter. Om det bliver sat i stå helt til efteråret. Det er selvfølgelig ærgerligt, at alt er på stand-by, men vi respekterer jo de vilkår, siger direktør i EfB, Brian Knudsen, til TV SYD og fortsætter:
- Vi må jo erkende, at der er noget, der er større end fodbold.
Foreningsledere holder vejret
Det er ikke kun de store sportsbegivenheder, der er sat på stand-by. Også sports- og idrætsforeninger med fokus på bredden må vente med at invitere sportsglade syd- og sønderjyder tilbage.
Hvad regeringens udmelding helt præcist betyder, er DGI stadig ved at blive kloge på.
- Vi ser nærmere på det hele i løbet af tirsdag og kommer derefter med vores anbefalinger. Men frem til den 10. maj vil foreningslivet stadigvæk være tilbageholdende, og langt størstedelen af aktiviteterne vil være aflyst, fortæller Charlotte Bach Thomassen, landsformand i DGI.
Hårdt for klubbernes økonomi
Helt konkret betyder meldingerne fra pressemødet mandag aften også, at idrætslivet ikke kommer til at stille op til diverse byfester og festivaler hen over sommeren. Det er normalt en stor indtægtskilde og et samlingspunkt for idrætsforeninger.
Vi må jo erkende, at der er noget, der er større end fodbold.
Brian Knudsen, direktør, Esbjerg fB
Også eliteklubberne mærker den økonomiske løkke strammes. For med nul solgte billetter til et fodboldstadion og ingen indtægter kommer det til at spille en stor rolle for økonomien, hvor længe alting er sat i stå, fortæller direktøren hos EfB.
- Et halvt år uden at spille fodbold er isoleret for EfB kritisk. Vi har ikke regnet på det endnu, men vi skal da i lønkammeret for at se, hvor vi kan spare penge. Og så må vi håbe, vi stadig har en opbakning fra sponsorere og fans, siger Brian Knudsen.
Hos AC Horsens ved man også, at det vil ramme økonomisk, men direktøren tvivler ikke på, at klubben står der efter krisen.
- Jeg er overbevist om, at vi nok skal komme ud på den anden side, men økonomien er ikke vigtig for os lige nu. Det fylder mere, at vi skal følge de anbefalinger, der er, så vi kan passe på hinanden, siger direktøren for AC Horsens, Kristian Nielsen til TV SYD.
Nogle kunder skal lokkes tilbage i butikken
DGI forudser, at der ligger et stort stykke arbejde og venter for bredde-klubberne på den anden side af coronakrisen.
- Hvis vi virkelig tager den sorte hat på, og der går meget lang tid, før vi kan mødes i foreningerne, så er der en kickstart på godt og ondt. Vi står selvfølgelig klar til at komme i gang i foreningerne, men der vil også være nogle målgrupper, som vi skal have særligt øje for at få tilbage i foreningslivet og i den ugentlige træning, siger Charlotte Bach Thomassen til TV SYD.