Tidslinje: Sådan gik det for Carl Holst
Tirsdag udskrev statsministeren valg, og det blev samtidig Carl Holsts sidste dag på Christiansborg. Det blev til knap fire år, der begyndte og kulminerede med blot 93 dage som forsvarsminister.
I aften er han på scenen på Askov Højskole, hvor JydskeVestkysten har inviteret ham til et live-interview for publikum. Ifølge avisen får han "mulighed for at tale ud og sige farvel til et langt og dramatisk politisk liv". Alt tyder da også på, at det er et endegyldigt farvel.
Dramatisk farvel
Carl Holst gik af efter en lavine af kritisable sager, som primært stammede fra hans tid som regionsformand i Region Syddanmark. Han fortsatte i Folketinget, men meldte i efteråret ud, at han ikke genopstiller.
Dermed slutter en lang karriere i politik, hvor Venstremanden ikke mindst var amtsborgmester i Sønderjylland og regionsformand i sammenlagt 15 år.
Brænder sine broer
For nylig udkom så hans bog "Carl - prisen for et liv i politik", hvor han fortæller sin version og skyder med skarpt.
Det gælder ikke mindst partifæller som Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen og Stephanie Lose. Og det gælder oppositionen, pressen, politiet, regionens direktør og Statsforvaltningen. Derfor tror politisk kommentator Poul Erik Thomsen ikke umiddelbart på, at Holst får et comeback i politik.
- Carl Holst skal tage en uddannelse i brobyggeri, hvis han skal have et comeback. Han har i sin bog brændt stort set alle sine broer, siger Poul Erik Thomsen til TV SYD.
(Ser du dette i app’en, så klik her for at se tidslinjen)
Carl Holst
Født: 29. april 1970.
Fødested: Rødding
Bopæl: Rødding.
Uddannelse: Lærer.
1996-2000: Lærer ved Povlsbjerg Skole i Vojens.
2004-2012: Formand for Team Danmark.