Normal drift igen i Billund Lufthavn efter flere aflyste fly
IT-problemer efter en sikkerhedsopdatering hos Microsoft har dagen igennem kostet aflyste fly og forsinkelser i Billund.
I Billund har nedbruddet betydet fire aflyste fly til London Heathrow, Istanbul og Amsterdam. Desuden har der været flere forsinkelser, som skyldes, at lufthavnen blev nødt til manuelt at tjekke passagerer ind, da IT-systemerne ikke ville gøre det.
- Så der har været forstyrrelser i driften, men langt de fleste er kommet afsted på deres forventede rejser, siger senior manager i lufthavnens presseafdeling, Dan Prangsgaard.
Selvom driften nu er normal i Billund igen, kan der fortsat være eftervirkninger i andre lufthavne. Så hvis man skal ud at rejse kan det være en god idé at sikre sig dér, hvor man har købt sin billet, at alt er, som det skal være, siger Dan Prangsgaard.