Kampsportsudøver har vundet 18 medaljer på 12 måneder
Johan Fredmar fra Hejnsvig dyrker disciplinen 'Freestyle Taekwondo', og den unge mand på 19 år klarer sig godt i sporten.
Sort bælte, 18 medaljer og optaget på landsholdet.
Det er, hvad 19-årige Johan Fredmars 2023 har stået på. I løbet af året er han blevet dobbelt nordisk mester, tre gange dansk mester og har vundet 12 internationale medaljer samt en tredjeplads ved EM.
- Anerkendelsen er en stor del af det, og det fylder meget både for ens venner og andre udøvere og familie. Det gør det hele værd, at man får den anerkendelse, og at man opnår den, siger Johan Fredmar.
Freestyle Taekwondo
Taekwondo stammer fra Sydkorea, og der findes flere forskellige grene indenfor sporten.
Freestyle Taekwondo er en af grenene og har et moderne twist. Den kombinerer kampsport og musik.
Disciplinen indeholder flyvespark, akrobatik, kampsekvens og så udføres den til musik.
Udøverne bliver vurderet på akrobatik, musik, kamp og ikke mindst spark.
Freestyle Taekwondo kan dyrkes alene, som del af et hold og som par.
De har hinandens ryg
Johan Fredmar dyrker ikke kun sporten alene, han er også med på landsholdet, og så danner han taekwondo-par med Silja Damm Kjølbo.
De er begge to en del af landsholdet, hvor de mødte hinanden. Silja Damm Kjølbo har trænet taekwondo i 10 år, og Johan Fredmar har trænet i 12 år.
- Man kan sige, at vi er lidt en enhed på det punkt, at vi skal prøve at være synkrone. Det er man kun, hvis man fungerer sammen, siger Silja Damm Kjølbo.
De to unge mennesker har begge sort bælte 3. dan (tredje rang indenfor det sorte bælte) i sporten, hvor det gælder om at lave kampsportsbevægelser til musik. De dannede makkerpar sidste år, men har kendt hinanden i flere år inden.
- Vi er hinandens støtte. Vi hjælper hinanden, når det kan være hårdt, og så støtter vi hinanden, når det er fedt. Og så bakker vi bare hinanden op og hepper på hinanden hele tiden, siger Silja Damm Kjølbo.
At drømme stort
Det er ikke kun Silje Damm Kjølbo, der vægter deres sportslige partnerskab højt. Det gør Johan Fredmar også, og i de 12 år han har dyrket sporten, har han ikke kun vundet medaljer, men også venskaber.
- Jeg har fået nogle af mine allerbedste venner her igennem årene, siger Johan Fredmar.
Næste mål er at vinde medaljer ved VM i Hong Kong i 2024. Men han drømmer endnu større end det.
- OL og at kunne leve af sporten. Det er to drømme, der ligger højt, fortæller Johan Fredmar.