Hverdagen er tilbage i Legoland efter en dramatisk weekend
Det er business as usual i dag i Legoland. Natten til lørdag blev en dankortautomat ved indgangen sprængt, men det lykkedes at holde parken åben næsten som normalt.
Det har været et chok for mange og en mærkelig dag
Kasper Tangsig, pressechef i Legoland
Det eneste, der er tilbage mandag morgen af weekendens drama, er en mindre politiafspærring og et par blændede vinduer i indgangspartiet til forlystelsesparken i Billund. Det begyndte ellers på den store klinge.
- Lidt efter klokken 4 natten til lørdag går vores tyveri- og brandalarmer. Brandvæsenet og vores vagtfirma kommer, men der er ingen ild, men en pengeautomat ved indgangen er sprængt, og noget af den ligger foran, og et vindue indenfor er blæst ud, fortæller Kasper Tangsig, pressechef i Legoland.
Politiet spærrer området omkring pengeautomaten af, og det giver parken et problem.
- Afspærringen spærrer også vores information og billetsalg, men vi får lov til at hente nogle ting ud, så vi kan lave en midlertidig information i Lego-butikken. Vi får også skaffet et par dankortautomater, så vi kan sælge billetter. Men de fleste gæster i dag har allerede købt billet på nettet, når de kommer, så det har ikke været det store problem, fortæller Kasper Tangsig.
Det er første gang, at Legoland oplever noget lignende.
- Det har vi aldrig prøvet før. Det har været et chok for mange og en mærkelig dag, fortæller pressechefen.
Men på trods af chokket lykkedes det at gennemføre weekenden næsten som normalt.
- Medarbejderne tog det pænt og hjalp med til, at vores gæster kunne få en normal dag. Alt gik næsten som det plejer, fortæller Kasper Tangsig, pressechef i Legoland.
Sydøstjyllands Politi oplyser mandag formiddag, at man fortsat er ved at undersøge, hvorvidt der er en sammenhæng mellem eksplosionen ved Legoland og bombetruslen i Billund Lufthavn.